I regeringsgrundlaget fremgår det som mål, at halvdelen af Danmarks energibehov i 2030 skal være dækket af vedvarende energi. Oppositionen har dog savnet klarhed over, hvad regeringen mener med ‘energibehov’, og hvordan man konkret vil opfylde de opstillede mål.
Derfor havde oppositionen kaldt energi-, forsynings, og klimaministeren i samråd torsdag. En af dem der ønskede svar fra ministeren var Socialdemokratiets energi- og klimaordfører Jens Joel.
– Regeringen vil gerne give et indtryk af, at der nu sker noget nyt og mere ambitiøst. Men sandheden er desværre nok, at den ikke har mange nye ambitioner på området. Derfor har ministeren hidtil haft uld i munden, og derfor er det vigtigt for både politikere og erhvervslivet at finde ud af, om der er findes konkrete målsætninger og handling, siger Jens Joel til Altinget.
Ved samrådet gjorde ministeren det så klart, at målet om 50 procents vedvarende energi ikke bliver opfyldt af sig selv. Regeringen ønsker at opfylde målet på en omkostningseffektiv måde, der samtidig fremmer et integreret og markedsbaseret energisystem. Ministeren kunne dog ikke fremlægge en decideret handlingsplan for, hvordan målet kan blive indfriet, men fremhævede energiafgifterne og tilskudssystemet som to parametre, der kan komme til at indgå i en handlingsplan. Ministeren kunne på samrådet også afsløre, at regeringen arbejder på en handlingsplan, og at han forventer at kunne præsentere den ved udgangen af 2017.
Hos Dansk Energi venter chefkonsulent Torsten Hasforth i spænding på, hvordan regeringen har tænkt sig at forsætte den grønne omstilling.
– Man kan forestille sig flere måder at fortsætte den grønne omstilling på. Den grønne omstilling er hidtil primært blevet løftet af el- og fjernvarmesektoren. Man bør have for øje at, at vi kan bidrage til vores klimamål og til at løfte andelen af vedvarende energi, hvis vi fokuserer på at flytte olie- og gasbaseret energiforbrug til transport, industri og individuel opvarmning over på den grønne el. Det vil også lægge vigtige spor ud til omstillingen efter 2030, siger Torsten Hasforth til Dansk Energis hjemmeside.