Grønland sikrer sig til fremtidens voksende energibehov

Netop nu har NunaGreen Construction Nuuk to store projekter i støbeskeen. Dels opførelse af en ny kraftstation ved vandkraftværket i Buksefjorden syd for Nuuk, dels et helt nyt vandkraftværk i Diskobugten syd for Qasigiannguit.
Vandkraftværket i Buksefjorden blev indviet i 1993 og ligger i bunden af en øde og afsides fjordarm. Det kan kun ses udefra i form af en beskeden portalbygning, men kostede ikke desto mindre godt en milliard danske kroner.

NunaGreen Construction Nuuk har nu taget det første konkrete skridt mod udvidelsen af vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat, også kendt som Buksefjorden. Ved licitationen den 4. april var der indkommet tilbud fra tre lokale entreprenører. Det bedste tilbud kom fra Greenland National Contractors (GNC), som skal udføre opgaven med at opgradere og forlænge den eksisterende arbejdsvej ind til det kommende projektområde.

Projektet, der var udbudt som hovedentreprise, omfatter en opgradering af 14 kilometer eksisterende vej samt en option på at forlænge vejen med yderligere cirka 8 kilometer. Arbejdet går i gang i den kommende anlægssæson og vil skabe aktivitet i den grønlandske bygge- og anlægsbranche allerede i år. Inuplan er udpeget som bygherrerådgiver og fører tilsyn med opgaven.

– Vi er meget glade for, at det er en lokal entreprenør, der skal løfte denne vigtige opgave. Det viser, at den grønne omstilling skaber værdi lokalt, og samtidig er det en stor milepæl nu at komme i gang med selve arbejdet, siger Aviaaja Karlshøj Knudsen, der er administrerende direktør i NunaGreen.

Den nye kraftstation vil blive forbundet med det eksisterende kraftværk via en cirka 37 kilometer lang transmissionslinje, der forbinder det nye vandkraftværk med det eksisterende anlæg. Her ses en visualisering af denne linjeføring.

Hovedprojekt er nu i udbud

Vejen er en forudsætning for det store hovedprojekt, altså udvidelsen af vandkraftværket i Buksefjorden, og udbudsprocessen for denne totalentreprise er i fuld gang. Tre internationale konsortier er prækvalificeret og arbejder netop nu på at afgive tilbud. Det er forventningen, at hovedprojektet går i gang i 2026.

– Det er glædeligt, at vi sideløbende med den store udbudsproces kan få igangsat vejarbejdet. Det betyder, at vi kan udnytte næste anlægssæson optimalt og skabe momentum i projektet, siger Aviaaja Karlshøj Knudsen videre.

Vandkraftværket i Buksefjorden forsynes med vand fra Motzfeldt Sø – Kangerluarsunnguap Tasersua – der er stemmet op med en forholdsvis lille dæmning med en højde på femten meter. Søen ligger i 600 meters højde og har en længde på 25 kilometer.

Masser af energi til fremtiden

Udvidelsen af vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat omfatter opførelsen af en ny kraftstation ved søen Kangerluarsunnguup Tasia, der skal udstyres med nye turbiner med en samlet kapacitet på cirka 76,9 Megawatt og en 16 kilometer lang overføringstunnel, som skal forbinde de to søer Kangerluarsunnguup Tasia og Isortuarsuup Tasia samt sikre vandtilførsel til den nye kraftstation.

Den vil blive forbundet med det eksisterende kraftværk via en cirka 37 kilometer lang transmissionslinje, der forbinder det nye vandkraftværk med det eksisterende anlæg. Med denne udvidelse vil den samlede kapacitet næsten tredobles fra 45 Megawatt til i alt 121 Megawatt, hvilket vil sikre Nuuks forsyning af vedvarende energi de kommende mange årtier.

Projektet udbydes som en totalentreprise i en Best and Final Offer (BAFO) proces, hvor de prækvalificerede entreprenører får mulighed for at optimere deres endelige tilbud gennem en konkurrencepræget forhandlingsfase. Anlægsarbejdet forventes at starte i 2026, og det nye vandkraftværk forventes at kunne tages i drift i 2032.

Også nyt kraftværk i Diskobugten

I 2026 påbegynder NunaGreen Construction Nuuk endvidere opførelsen af et nyt 22 Megawatt vandkraftværk og tilhørende transmissionslinjer i Diskobugten, syd for Qasigiannguit. Dette projekt omfatter konstruktionen af tre turbingeneratorer samt etableringen af en overføringstunnel på mere end 6 kilometer, der forbinder to naturlige bjergsøer i området.

Fra vandkraftværket vil en transmissionslinje føre til en transformerstation nær Qasigiannguit, og en anden linje vil forbinde til en transformerstation i Aasiaat. Der vil ikke blive bygget en dæmning som en del af projektet, og der vil blive gennemført en grundig miljøvurdering af Naternaq Ramsar området, som den anden transmissionslinje løber igennem. Dette for at sikre minimal påvirkning.

Dette vandkraftværk skal levere elektricitet og varme til husholdningerne i Qasigiannguit og den nærliggende by Aasiaat, og dette projekt forventes færdiggjort ved udgangen af 2029.

Relateret indhold