Energinet borer i den jyske jord forud for 12,5 mia.-opgradering af elnettet

Forud for Energinets 12,5 mia. kroner-opgradering af elnettet i Jylland skal jordbunden på udvalgte steder mellem Aarhus og Aabenraa undersøges.
De kommende uger vil Energinet udføre både geotekniske boringer og geofysiske undersøgelser. Foto: Westley Kaalund Fotografiske/Energinet.

Energinet udvider elnettet i Jylland med en ny og kraftigere 400 kV-luftledningsforbindelse mellem Aabenraa og Aarhus.

Planen er, at anlægsarbejdet skal påbegyndes i 2028, så den nye 400 kV-forbindelse kan stå klar i 2032.

Men inden da skal jordbunden på udvalgte steder mellem Aarhus og Aabenraa undersøges.

Læs også

Minister giver grønt lys til nyt elnet for 5 milliarder kroner

De kommende uger vil Energinet således udføre både geotekniske boringer og geofysiske undersøgelser på udvalgte områder på strækningen.

– Det er helt afgørende for projektets kvalitet og sikkerhed, at vi kender jordbundsforholdene, før vi går i gang med anlægsarbejdet, siger Nicky Hein Witt, projektleder hos Energinet, og fortsætter:

– De geotekniske og geofysiske undersøgelser giver os den nødvendige viden om jordens sammensætning og vandforhold, så vi kan planlægge og udføre arbejdet korrekt – og minimere risikoen for uforudsete problemer senere i processen.

Boringer under veje og vandløb

Forundersøgelserne begynder på de arealer, hvor Energinet har foreslået at placere de nye 400 kV højspændingsstationer: Landerupgård ved Kolding, Molger ved Horsens og Malling syd for Aarhus.

Til februar påbegyndes undersøgelser på strækninger, hvor der skal udføres styrede boringer under veje, vandløb eller anden infrastruktur.

Læs også

MT Højgaard Danmark vinder opgaver hos Energinet til 241 millioner

I løbet af foråret 2026 følger undersøgelser på arealer, hvor luftledningsforbindelsen og kablerne planlægges.

Jordbundsundersøgelserne på 400 kV-anlæggene forventes afsluttet i sommeren 2027.

Den samlede anlægsinvestering er på 12,5 mia. kroner. Dette inkluderer opgradering af 150 kV-nettet flere steder.

Relateret indhold