Bygninger bør være mere energieffektive

Der skal skrues op for ambitionsniveauet, når bygninger skal renoveres. Sådan lyder udmeldingen fra Dansk Byggeri, der vil gøre bygninger mere energieffektive som et led i den grønne omstilling.
Et godt tempo i skiftet til grøn energi kan udfordre ambitionerne om at gøre bygningsmassen endnu mere energieffektiv. Foto: Colourbox.
Et godt tempo i skiftet til grøn energi kan udfordre ambitionerne om at gøre bygningsmassen endnu mere energieffektiv. Foto: Colourbox.

Ifølge chefkonsulent i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen, bør retorikken ændres, når taler falder på den grønne omstilling. Ifølge hende bør en vigtig politisk opgave i 2017 være at komme væk fra snakken om, at “energien næsten er helt grøn i 2050, så hvorfor overhovedet spare på den”.

Hos Dansk Byggeri mener man nemlig, at den indstilling vil koste både Danmark og forbrugerne dyrt. I stedet bør man holde sig for øje, at den vedvarende energi ikke er gratis, og at man derfor bør rette det politiske fokus på at finde balancen mellem omkostningerne ved at investere i både vedvarende energi og energibesparelser.

Gør det lettere

I 2015 udgjorde den vedvarende energi 31 procent af bruttoenergiforbruget, og med en ambition om 50 procent vedvarende energi i 2050 skrider udviklingen og udbygningen af vedvarende energi fremad. Budskabet fra Dansk Byggeri er dog, at selv når hele vores energiforbrug er baseret på vedvarende energi, er der stadig økonomisk fornuft i at tænke i energibesparelser, fordi omkostningseffektive energibesparelser er med til at reducere udgifterne til udbygningen af den vedvarende energi. Et mindre energiforbrug vil derfor til et vist punkt gøre det lettere og billigere at opfylde målet i 2050.

Vigende interesse

Dansk Byggeri står ikke alene med synspunktet, også i Energiforum Danmark ser man med bekymring på den vigende interesse for energibesparelser som en del af den grønne omstilling.

– Der er måske situationer, hvor man kan diskutere om for eksempel de sidste fem centimeter isolering giver mening i forhold til miljø og økonomi, men det er ikke det samme som at afskrive energibesparelser som irrelevante. Energirenovering giver stadig mening både for miljøet, privatøkonomien og samfundsøkonomien, og samtidig kan det virke som løftestang for bedre indeklima og for bygninger, der er mere fleksible med hensyn til energiforbrug og derfor passer bedre ind i et system præget af “ustabile” forsyningskilder som vind og sol, siger sekretariatsleder Dorte Nørregaard Larsen.

Hos Dansk Byggeri har man en lang række forslag til, hvordan bygninger kan bidrage til den grønne omstilling. Disse præsenteres i Byggeriets Energianalyse 2017 ved en konference på Christiansborg den 28. februar 2017.

Læs om konferencen her.

Relateret indhold