Mangel på VVS’ere kan blive en bremseklods for den grønne omstilling

Hvis vi for alvor vil realisere den grønne omstilling i Danmark, er vi nødt til at gentænke måden, vi bygger og installerer på – ikke fordi vi vil, men fordi vi skal.

Danmark står midt i en grøn omstilling, hvor energieffektive løsninger i vores boliger og bygninger spiller en helt central rolle. Alligevel risikerer vi, at tempoet i omstillingen bremses markant, ikke på grund af manglende vilje eller teknologi, men på grund af noget så lavpraktisk som mangel på hænder.

Ifølge Tekniq Arbejdsgiverne må hele 40 % af virksomhederne i VVS-branchen sige nej til opgaver, fordi de ikke har nok medarbejdere. Når næsten halvdelen af virksomhederne ikke kan tage imod nye opgaver, har det vidtrækkende konsekvenser:

Læs også

FRI: Enormt positivt med 800 nye uddannelsespladser på engelsk

Husejere må vente alt for længe på at få udskiftet deres gasfyr eller installeret en fjernvarmeunit. Kommuner og forsyningsselskaber risikerer forsinkelser i udrulningen af store energiprojekter. Og den grønne omstilling, som vi politisk har sat så høje mål for, bremses i praksis.

Vi kan ikke uddanne os ud af problemet alene

Der er naturligvis brug for en fortsat indsats for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og en fremtid i VVS-branchen. Men det er ikke en løsning, der kan mærkes i morgen.

Læs også

Bekymrende at stadig færre unge får en hel rigtig læreplads

Uddannelse tager tid, og samtidig er konkurrencen om unge talenter hård på tværs af alle fagområder. Vi kan altså ikke blot sætte os tilbage og vente på, at tilstrømningen af nye faglærte løser udfordringen.

Derfor er vi nødt til at se i øjnene, at vi skal finde andre måder at aflaste branchen på.

Præfabrikation som en del af løsningen

Hos Wavin arbejder vi målrettet med præfabrikerede løsninger som en måde at aflaste VVS-branchen på. Når dele af installationen produceres og samles på forhånd under kontrollerede forhold, leveres de færdige enheder klar til montering på byggepladsen. Det betyder, at arbejdet kan udføres hurtigere, med færre medarbejdere og uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Læs også

Dybt bekymrende at 7 ud af 10 ikke opkvalificerer ufaglærte

Vi oplever et stigende behov for at optimere installationstiden, og her kan præfabrikation gøre en konkret forskel. Når installationerne leveres færdigsamlede, reduceres risikoen for fejl, og installatørerne kan fokusere på selve opgaven frem for samling og tilpasning på byggepladsen. Det frigør kapacitet, så virksomheder kan tage flere opgaver ind, selvom branchen mangler hænder, og samtidig sikre, at arbejdet udføres hurtigt, sikkert og med høj kvalitet.

Men gevinsterne stopper ikke her. Kortere installationstid betyder mindre energiforbrug på byggepladserne og færre leverancer. Mindre spild betyder lavere belastning af klimaet. Og en højere kvalitet i leverancerne betyder, at vi skaber løsninger, der holder i mange år frem.

Vi skal turde tænke anderledes

Hvis vi for alvor vil realisere den grønne omstilling i Danmark, kan vi ikke holde fast i de samme arbejdsgange og metoder, som vi har brugt i årtier. Vi er nødt til at gentænke måden, vi bygger og installerer på, ikke fordi vi vil, men fordi vi skal.

Vi kan ikke nøjes med at se manglen på arbejdskraft som en barriere. Vi må også se den som en anledning til at accelerere udviklingen af nye løsninger og teknologier, der kan aflaste branchen.

Læs også

Historisk løft sikrer flere faglærte – men én ting mangler

Præfabrikation er ét eksempel på en vej frem, men det bør ikke stå alene. Digitalisering, bedre planlægning og stærkere samarbejde på tværs af værdikæden er alt sammen nødvendige skridt, hvis vi skal sikre, at vi kan få mere ud af de ressourcer vi allerede har.

Så vil vi lade udfordringen bremse den grønne omstilling, eller vil vi bruge den som anledning til at skabe en mere effektiv og bæredygtig byggebranche? Hvis vi vælger det sidste, kræver det, at vi tør tage nye metoder i brug og indse, at fremtidens byggeri ikke kan løses med gårsdagens løsninger.

Relateret indhold