Det har taget i omegnen af 10 måneder, men nu er man lykkes med igen at gøre Vestergade 69 egnet til beboelse.
Det forklarer Jens Winther, som er direktør i Norcap Development. Hans firma er en af partnerne i udviklingsselskabet Bibliotekshaven A/S, som står bag et større projekt midt i Aarhus, hvor det gamle hovedbibliotek får en ny funktion. Det var det projekt, og nedrivningen af Vestergade 69’s naboejendom, som afstedkom “Revne-sagen”, der har været grundigt beskrevet her hos Dagens Byggeri. Forløbet har dog været nogenlunde, hvis man spørger direktøren.
– Det er sådan set gået okay, selv om det har taget noget tid at finde den rigtige løsning, siger han og uddyber, at man har skullet løse flere opgaver med samme indgreb. I første omgang var nedstyrtningsfaren den mest præsente. Der var nemlig risiko for, at hele gavlen kunne styrte sammen. Derfor skulle man finde en løsning, som kunne afstive facaden uden samtidig at forhindre den efterfølgende, nødvendige fundering, som skulle sikre bygningen på længere sigt.
Prisen kan vi ikke komme ind på
Men nu er man lykkes med begge dele – både at holde facaden fra at krakelere yderligere samt sikre Vestergade 69’s fundament. Hvad det hele er endt med at koste, kan direktøren imidlertid ikke komme nærmere.
– Det er meget svært at sætte et beløb på, siger Jens Winter og understreger, at det skyldes sagens kompleksitet.
Den samlede sum er fordelt på både udbedring af skader i lejlighederne, efterfundering, midlertidige afstivninger samt ændringer i projektet Bibliotekshaven A/S’ udførelse, lyder det. Samtidig er der også erstatning for tabt husleje til ejerne af de lejligheder, som ligger i Vestergade 69. Men der er fundet en løsning, forklarer direktøren.
– Størstedelen af udgifterne bliver dækket af vores og MTH’s forsikring, siger Jens Winther, der understreger, at målet nu er at blive færdig. Det hostel, som skal åbne i det gamle hovedbibliotek regner man med at kunne indvi i foråret 2020.
Boliger støtter op
Samtidig er der også mere støtte på vej til bygningen; Vestergade 69. Det har hele tiden været planen, at man skulle genopføre et byggeri på nabogrunden. Her skal der være lejligheder – 85 af slagsen, mens man også regner med at få plads til en dagligvarebutik og en parkeringskælder.
Ifølge bygherren Jens Winther vil entreprenøren aflevere de sidste boliger i fjerde kvartal af 2020. Revnesagen vil til den tid være en saga blot, da den nye bygning vil holde den gamle på plads.
– Sådan noget er et vilkår. Det er en af glæderne ved at være ejendomsudvikler, siger Jens Winther lettere ironisk, selv om han mener, at sagen som helhed er gået rigtigt fint.
– Man ønsker aldrig at gå i gang med et projekt, hvor man afstedkommer skader på naboer, men baggrunden for at revnen opstår var, at Vestergade 69 ikke var tilstrækkeligt funderet. Det har vi fået rettet op på, siger han.