Velfærdsteknologi for Vestegnens ældre i 10 etager

Albertslund Kommune, Casa og Entasis har netop fejret rejsegilde på plejecenteret Albertshøj etape 3. Centret rummer 36 plejeboliger, 20 ældreboliger, butikker og kontorer.
Plejecenteret bliver med sine 10 etager et vartegn for Albertslund. Foto: Nikolaj Frits Nielsen.
Plejecenteret bliver med sine 10 etager et vartegn for Albertslund. Foto: Nikolaj Frits Nielsen.

For mere end 50 år siden flyttede mange af Albertslund Kommunes indbyggere til, og gruppen af ældre er vokset.

Derfor har kommunen taget initiativ til at udbygge plejecentret Albertshøj med en ny etape, hvor velfærdsteknologi er i højsædet. Plejecentret blander mange forskellige funktioner og skaber et hyggeligt og indbydende miljø ved Albertslund Station.

– Det her er et eksempel på, at Albertslund er i rivende udvikling. Det er et eksempel på en velfærdsby med vokseværk, siger borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, og tilføjer:

– Et eksempel på, at vi udvider og udvikler nye og bedre rammer til gavn for mange – her i høj grad til gavn for de ældre, ikke mindst dem der er ramt af demens. Og deres pårørende. Men også til gavn for byen i et bredere perspektiv, da tredje etape med et nyt butiksområde vil bidrage til endnu mere byliv. Lige her. Tæt på stationen. I hjertet af Albertslund.

Velfærdsarkitektur i høj kvalitet

Centret giver ældre og demensramte muligheden for en hverdag med omsorg og værdighed, hvor de kan følge med i livet nede på gaden uden at være gemt væk. Samtidig får byen et nyt livligt mødested lige ved stationen med butikker i stueplan og kontorer til byens virksomheder.

Materialerne er holdt i beton, træ og stål, hvor gyldne vinduesrammer og varmt træ på blændpartier, værn og espalier skaber en imødekommende stemning. På femtesal giver en fælles tagterrasse og taghave mulighed for at trække ud og se byen lidt fra oven.

Plejecenteret er tegnet af Entasis, mens Casa er totalentreprenør på projektet:

– Albertslund Kommune er en visionær bygherre med hjertet på det rette sted. Vi er stolte over at være med til at sætte en ny ambitiøs standard for plejeboliger og ældreboliger med vores projekt her i dag. Dagen i dag handler om håndværkernes bidrag, og vi må sige, at det på dette projekt er på sin plads at hylde dem for deres fornemme arbejde, siger projektdirektør i Casa, Benny Frost Jensen.

Plejecenter blev indviet i 2015.

Relateret indhold