Ugens udbud: 110 km nye pumpesystemer på Djursland og 960 m2 byggeri i Favrskov

Seneste uges leads og udbud fra den 29. januar til den 5. februar tæller blandt andet forslag til tillæg til lokalplan i København, prækvalifikation i Holbæk og udbud med forhandling i Rødovre.
Tre mænd står på en byggeplads i solnedgangen.
Foto: Gettyimages.

Nedenstående liste er et uddrag af de mest relevante leads og udbud for virksomheder i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen – eller beslægtede selskaber.

Listen er hentet fra Lambrecht Info i samarbejde med Byggefakta.

LEADS

Odense, projektgodkendelse af varmeforsyning

Der skal med denne sag tages stilling til om projektforslaget fra Novo Nordisk om varmeforsyning af Novo Nordisk Site TI skal godkendes. Udover varme, skal den forsyne hele området med elektricitet, køling og nødstrøm. Energy Hubben forventes opført i 5 etaper i perioden frem til 2035. Grundet samfundsøkonomisk overskud i projektet indstiller forvaltningen projektet til godkendelse.

Aarhus, anlægsbevilling til Nyt atletikstadion og Sportens Hus

Der søges anlægsbevilling til et samlet projekt for Nyt atletikstadion og Sportens Hus i Kongelunden. Det indstilles at der frigives rådighedsbeløb og anlægsbevilling på 262,5 mio. kr. til etableringen. Den samlede økonomi for projektet er 277,8 mio. kr.

København, forslag til tillæg til lokalplan

Forvaltningen har udarbejdet forslag til tillæg til lokalplanen for Teglværkshavnen med udbygningsaftale. Lokalplantillægget muliggør ny bebyggelse til serviceerhverv og boliger og sikrer, at to eksisterende bygninger bevares. Bebyggelsesplanen muliggør en eventuel fremtidig stibro- eller tunnelforbindelse på tværs af Scandiagade. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forslag til lokalplantillæg til lokalplanen og udkast til udbygningsaftale.

Randers, forlængelse af vej

For fremadrettet at kunne tilbyde erhvervsgrunde i Erhvervsområde Sdr. Borup, er det nødvendigt at anlægge en ny stikvej til den eksisterende Metervej. Der er udarbejdet overslag over projektet for forlængelse af vejen og forvaltningen indstiller til byrådet via erhvervs- og planudvalget og økonomiudvalget, at der til forlængelse af vejen afsættes et rådighedsbeløb på 9 mio. kr., samt at der til forlængelse af vejen gives en anlægsbevilling på 9 mio. kr.

UDBUD

Holbæk, prækvalifikation

Lejerbo på Bent Grubbes Vej er en almen boligbebyggelse. Afdelingens eksisterende bebyggelse skal renoveres og har i den forbindelse fået tilsagn af LBF til at gennemføre renoveringen. Udbuddet af hovedentreprisen gennemføres som et begrænset udbud.

Skanderborg, prækvalifikation

Etape 2 for Sommerbæk Skole skal udgøre 4.-9. klasse og vil fuldende skolen. Projektet udbydes i totalentreprisekonkurrence. Totalentrepriseudbuddet gennemføres som udbud med forhandling med forudgående prækvalifikation.

Rødovre, udbud med forhandling

Rødovre Kommune udbyder totalentreprise vedrørende Ny Materielplads i Rødovre. Baggrund for udbuddet er kommunens planlagte flytning af sin afdeling for Vej & Park til ny placering på Tørringvej 13, Rødovre. Totalentreprisen vedrører projektering, udførelse og levering af samlet byggeri, renoveringsarbejder samt udearealer.

Syddjurs, offentlig licitation

På baggrund af fusion mellem AquaDjurs A/S og Syddjurs Spildevand A/S, gennemgår ordregiver et centraliseringsprojekt, som pågår de næste 7 år. Projektet omfatter etablering af 110 km. nye afskærende pumpesystemer med tilhørende pumpestationer og bassinanlæg samt nedlæggelse 9 af eksisterende renseanlæg beliggende i Syddjurs Kommune.

Favrskov, prækvalifikation

Favrskov Kommune udbyder herved rådgiverkontrakten vedr. planlægning, projektering, udbud og opfølgning og tilsyn af 2 nye tandlægeklinikker i Favrskov Kommune. Entrepriseform er hovedentreprise. Det samlede byggeri forventes at udgøre i alt på ca. 960 m2.

Relateret indhold