Udvider Trapholt for 102,4 mio. kr. Fem teams dyster om designet

En tiltrængt, fremtidssikret udvidelse er på vej til kunstmuseet Trapholt i Kolding. Fem teams skal arbejde med bl.a. dagslys, bæredygtighed og en respektfuld optimering af museets rammer.
Trapholt snor sig gennem landskabet som en stor hvid slange
Trapholt er kendt for sin enestående arkitektur og naturskønne placering ned til Kolding Fjord. Museet, der åbnede i 1988, er oprindeligt tegnet af Boje Lundgaard og Bente Aude. Udvidelsen i 1996 stod Boje Lundgaard og Lene Tranberg bag. Lundgaard & Tranberg Arkitekter står i spidsen for et af fem teams. Foto: Jakob Vingtoft

Kunstmuseet Trapholt i Kolding skal udvides, og fem kompetente teams er på baggrund af et EU-udbud med forudgående prækvalifikation udpeget til at gå videre i konkurrencen om, hvordan udvidelsen skal udformes.

Transformationen omfatter en udvidelse af gæstemodtagelsen, etablering af en skulpturlounge og et fleksibelt formidlings- og craftcenter samt integration af museets parkområder i den samlede oplevelse.

Museets underjordiske museum vil blive bragt tilbage til sin oprindelige arkitektoniske udformning med lysindfald fra atriumgården. Det underjordiske museum skal huse en nypræsentation af Trapholts samling, hvor besøgende inviteres til at lave deres egne udstillinger.

To mennesker kigger på en syret grøn væg fyldt med trekanter i lysegrønne og mørkegrønne nuancer
Museet er bygget op omkring en central museumsgade, hvor udstillingslokalerne skaber rumlige oplevelser. Foto: Kenneth Stjernegaard

Dette bliver muligt i et fleksibelt formidlingsområde, hvor aktiviteter for brugergrupper fra børnehavebørn til demensramte samt markeder, craft-fællesskaber og erhvervsarrangementer vil kunne finde sted.

Derudover skal parken være Koldings nye grønne oase. Kunstoplevelser og opholdsrum samt et stisystem, skal invitere til både aktivitet og fordybelse.

De fem udvalgte teams er:

  • Effekt med underleverandør Rambøll
  • Lundgaard & Tranberg Arkitekter med underleverandører Marianne Levinsen Landskabsarkitekter og Aaen Engineering
  • Cobe med EKJ Rådgivende Ingeniører 
  • Reiulf Ramstad Arkitekter med Lytt Architecture og Søren Jensen / CX1 – Rådgivende Ingeniørfirma
  • 3XN/GXN med 1:1 Landskab, Arup og Sinuz

Team Cobe udtaler:

– Projektet er defineret af en kompromisløs vision om at videreudvikle Trapholts arkitektur og landskab. Vi glæder os til at dele vores vision for, hvordan denne transformation kan forme fremtidens museumsoplevelse.

En hvid museumsbygning med store vinduer. Himmelen er blå, græsset foran er grøn, til højre står en ældre stråtækt bygning
Parken omkring museet får også en makeover. Et stisystem, grønne oaser, kunstoplevelser og opholdsrum skal invitere til både aktivitet og fordybelse. Foto: Kenneth Stjernegaard

Også hos Team Effekt ser man frem til at bidrage til museets fremtid:

– Dette er en unik mulighed for at bidrage til Trapholts udvikling – hvor kunst, arkitektur og landskab på smuk vis mødes ved Kolding Fjord. Vi deler ambitionen om at bruge bæredygtige løsninger, der bidrager til en miljømæssig ansvarlig og fremtidssikret udvikling af museet.

Integrerer dagslys

De tre fonde Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Villum Fonden står sammen med Kolding Kommune bag den fulde finansiering af udvidelsen. Samlet lyder støtten på 102,4 mio. kr.

Læs også

3XN’s monolit skal huse Danmarks nye Kyst- og Lystfiskercenter

Direktør i Villum Fonden, Lars Bo Nielsen, udtaler:

– Vi er glade for at støtte udvidelsen af Trapholt, der vil forene bæredygtigt byggeri med en respektfuld optimering af museets eksisterende rammer. Særligt vægtes integrationen af dagslys, der både skal styrke den arkitektoniske helhed og skabe en ny sammenhæng mellem bygningen, parken og formidlingscentret.

Tilgængeligt for alle

Museet har i dag langt flere gæster, end museet oprindeligt blev designet til. At man nu kan tage næste skridt mod en udvidelse, glæder derfor museumsdirektør Karen Grøn:

Museumsdirektør Karen Grøn forventer, at udvidelsen i endnu højere grad vil forløse Trapholts unikke potentiale som en international besøgsdestination og kulturhus for Koldings borgere. Foto: René Mastrup

– De nye faciliteter vil allerede fra museumsbesøgets start betone, at Trapholt er et kunstmuseum, som er tilgængeligt for alle, hvor engagement og deltagelse er i højsædet, med kunst, kunsthåndværk og design som allestedsnærværende omdrejningspunkt. Dette indebærer også en markant forbedret adgang til og oplevelser med samlingen. Det er desuden en mangeårig drøm at få etableret et sammenhængende parkområde, som kan blive bedre integreret i museumsbesøget, samt at understøtte oplevelsen af lys i både renoveringen af eksisterende bygninger og de nybyggede tiltag i projektet, siger hun.

De fem udvalgte teams bestående af arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører og bæredygtighedskonsulenter skal nu arbejde på hvert deres bud på fremtidens Trapholt.

Læs også

Dansk arkitekt føjes til international stjerneparade af gæsteforelæsere på Harvard

Det vindende team offentliggøres ultimo april. Selve ombygningen er planlagt til at begynde i januar 2026. De foreløbige planer er, at museet vil være lukket for besøgende fra den 31. december 2025 til den 1. marts 2027.

Relateret indhold