Travle rådgivere mærker opsving over hele Europa

Det opsving blandt de europæiske rådgivningsvirksomheder, branchen havde forudset i foråret, er nu slået igennem, viser ny barometer-rapport
FRI's direktør Henrik Garver ser gerne, at der bliver lettere adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til Danmark - også fra lande uden for EU.
FRI's direktør Henrik Garver ser gerne, at der bliver lettere adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til Danmark - også fra lande uden for EU.

På tværs af Europa er beskæftigelsen i rådgiver- og ingeniørvirksomheder steget markant gennem de seneste måneder. Det samme gælder både ordrebeholdning, omsætning og indtjening. Branchen lader dermed til at være landet på den anden side af Coronapandemien med begge ben på jorden. Det viser den seneste barometer-rapport fra EFCA (The European Federation of Engineering Consultancy Associations)

Bagsiden ved de positive tal er, at den øgede aktivitet understreger den største generelle udfordring for rådgiver- og ingeniørvirksomhederne i Europa: Nemlig manglen på kvalificerede medarbejdere.

I Foreningen af Rådgivende ingeniører, FRI, genkender man tydeligt billedet fra, hvordan forholdene ser ud i Danmark, fortæller FRI’s direktør, Henrik Garver:

– Det er dejligt at se, at vores europæiske kolleger, lige som vi her i Danmark, har klaret skærene fra Corona. FRI’s seneste statistiske branchebeskrivelse fra september viser, at branchen har klaret sig langt bedre end forventet i et år præget af en verdensomspændende pandemi og omfattende nedlukninger i både udlandet og Danmark, og vi havde da også forventet at se lignende tendenser i de øvrige europæiske lande.

– Men udfordringerne består. Praktisk talt samtlige FRI-virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft, og det gør det bestemt ikke lettere, at vi ikke kan lede efter ekstra hoveder og hænder i vores nærmeste nabolande, siger direktøren og tilføjer:

– Fra FRI’s side ser vi gerne, at der på den korte bane bliver lettere adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til Danmark – også fra lande uden for EU – så medarbejdermanglen ikke forhindrer os i at løse de vigtige opgaver, der ligger i kampen for den grønne omstilling.

Se hele EFCAs barometer rapport for efteråret 2021 her.

Relateret indhold