Teknologisk gennembrud i betonbranchen: ”Kan skaleres direkte til alle EU-lande”

Som en del af et byudviklingsprojekt i Billund erstatter sekundære råstoffer jomfruelige råstoffer i betonfundamentet til et 2,5 etagers byggeri.
Byggeindustrien genererer i Danmark omkring 10 mio. tons byggeaffald årligt, der potentielt kan oparbejdes til sekundære råstoffer. Hvis disse mængder blev omklassificeret og anvendt systematisk i stedet for jomfruelige råstoffer, ville konsekvensen være dramatisk, fortæller udviklingsdirektør i Recycon Element, Jens Flade-Rasmussen og illustrerer: En lastbil transporterer ca. 32 tons råstoffer. 10.000.000 tons svarer til 312.500 lastbiltransporter på et år. Fordelt på 220 arbejdsdage betyder det, at 1.420 lastbiler hver dag ikke ville køre ud af danske grusgrave, hvis råstofferne blev erstattet af sekundære råstoffer. Det svarer til en daglig besparelse på 45.454 tons råstoffer fra grusgravene og en betydelig reduktion i både CO2-udledning, slid på landskabet og transportinfrastrukturen.

De danske grusgrave er presset på råstoffer, så som en del af byudviklingsprojektet Travbyen i Billund er der lavet et forsøgsprojekt, hvor man ikke har hentet råstoffer i grusgravene.

I stedet har man til betongulvene og selve betonfundamentet udelukkende anvendt såkaldt sekundære råstoffer, som er råstoffer, der kommer fra forædlet byggeaffald, der er knust og sorteret til sand- og stenfraktioner.

Læs også

Mangel på råstoffer: Nu rykker ny plan nærmere

Betonen hedder Urban Beton og er opfundet, produceret og leveret af Recycon Element.

Betonen er testet, verificeret og produceret efter de samme standarder som traditionel konstruktionsbeton, der anvender tilslag fra grusgravene.

Projektet i Billund er første gang, en dansk fleretagers bygning er støbt med beton, hvor alle tilslag i betonen stammer fra genanvendte materialer og dermed ikke fra opgravet sand, sten og grus.

Markant milepæl for cirkulært ansvar

Første led i byudviklingsprojektet var at nedrive eksisterende bygninger på den gamle travbanegrund, og med et klart mål om at undgå byggeaffald opbevarede bygherren de nedrevne murstensvægge m.v., indtil man fandt en løsning på at genanvende det nedpillede materiale frem for at bortskaffe det.

En af løsningerne kom i form af samarbejdet med Recycon Element og søsterselskabet Recycon Recycling.

Læs også

”En lovende løsning”: Genanvendt sand kan komme råstofmanglen til undsætning

– Materialerne fra de nedrevne bygninger blev sendt til råstofhåndtering hos Recycon Recycling, som forædlede materialerne til sekundære råstoffer. Hos Recycon Element anvendte vi disse råstoffer som tilslag i produktionen af beton til byggeriet, fortæller udviklingsdirektør i Recycon Element, Jens Flade-Rasmussen.

Travbyen og byggeaffaldet

• Det første danske fleretagers bygning med konstruktionsbeton i fundamenter og terrændæk baseret udelukkende på tilslag af udvalgte fraktioner af byggeaffald forædlet til sekundære råstoffer.

• Kirkbi Invest er bygherre for byudviklingsprojektet Travbyen.

• Miljøministeriet har tildelt søsterselskabet Recycon Recycling en End-of-Waste-godkendelse af forædlingsprocesserne, der transformerer byggeaffald til sekundære råstoffer. Det genanvendte byggeaffald får dermed status som råstof og bliver omfattet af byggevarelovgivningen.

– Med beton baseret på udelukkende sekundære råstoffer er det således lykkedes at støbe fundamenter og terrændæk til et 2,5 etagers byggeri i Travbyen uden at være i grusgraven for at lave renselag, fundament og betongulve. Det markerer en markant milepæl for cirkulært ansvar i dansk byggeri. Projektet demonstrerer, at man kan lave etagebyggerier uden at bruge jomfruelige råstoffer, uddyber han.

Det mest banebrydende

Recycon Element har leveret beton til tre dele i byggeriet, hvor alle råstofferne er produceret fra det tidligere byggeaffald, mens renselaget, fundamentet og betongulvene er støbt med Urban Beton.

Renselaget er det nederste lag beton i udgravningen og sikrer entreprenøren en fast, plan overflade at stille sin forskalling på til støbning af fundamentet.

Tilslagene til renselagsbetonen var fra de tidligere murstensvægge, som bygherre havde opbevaret. Herefter blev mursten og mørtel knust, analyseret og sorteret til fraktioner og anvendt som 100 % erstatning for traditionelle råstoffer. De samme sekundære råstoffer blev også anvendt i betonen til gulvstøbningerne.

Læs også

”Er voldsomt presset”: Region Hovedstaden vedtager ny råstofplan

Men det mest banebrydende er betonen til fundamentet, der er den bærende del i konstruktionen og derfor stiller krav til statikken, fortæller Jens Flade-Rasmussen:

– Også i konstruktionsbetonen har vi helt undgået at være i grusgraven. I stedet har vi i Recycon Element produceret en beton, hvor vi udelukkende har anvendt 100 % sekundære råstoffer som tilslag baseret på knust beton. Denne konstruktionsbeton er dokumenteret med de samme mekaniske egenskaber som traditionel konstruktionsbeton, hvor tilslagene er de jomfruelige råstoffer fra grusgravene.

Han understreger, at Recycon Element producerer efter de europæiske krav, der stilles til betonens tilslag, når det handler om sekundære råstoffer.

Det betyder, at Recycon Element opfylder kravet om et dertil egnet produktionssystem, som kan tage betonaffald og genanvende det 1:1 i nye betoner i alle miljøklasser.

Rækker ud over landets grænser

Med bygningen i Travbyen vises, at Danmark i dag kan løse en del af sine råstof- og klimaudfordringer med teknologi, der lever op til de samme regler og standarder som traditionel betonproduktion.

– Det demonstrerer, at sekundære råstoffer kan levere den nødvendige styrke og kvalitet i en bærende konstruktion. Det viser også, at byggeaffald, når det behandles korrekt, kan indgå i en fuld cirkulær livscyklus, hvor materialet genbruges igen og igen uden at vende tilbage til affaldssystemet, siger Jens Flade-Rasmussen og påpeger, at betydningen rækker ud over Danmarks grænser:

Læs også

Historisk certifikat til producent af genbrugsbeton: “Det åbner for stor anvendelse i nybyggeri”

– Recycon Elements teknologi hviler på europæiske standarder, og derfor kan principperne skaleres direkte til alle EU-lande, hvor efterspørgslen og knapheden på naturlige råstoffer også er stigende.

Et gennembrud

Betonindustrien er kendt for forsigtighed og med rette, for beton er et sikkerhedskritisk materiale. Efter mange årtiers brug af sand, sten og grus kan der derfor være langt til at skifte disse råstoffer fra naturen ud med andre materialer.

Tidligere er forsøg på at gøre det ofte strandet på tre barrierer:

• Kvalitet og styrke
Genanvendte fraktioner har typisk været for forskelligartede grundet manglende styring af hvilke fraktioner, som var egnet til genanvendelse.

• Dokumentation
Industrien har manglet standarder og metoder, der gør det muligt at dokumentere kvaliteten.

• Lovgivning
Lovgivning har forhindret anvendelse af byggeaffald i beton.

Barrierer er nu brudt
• Teknisk: Recycon Element har udviklet en proces, der sikrer et ensartet tilslag, som kan anvendes i beton, asfalt og mørtel. Et tilslag, som bliver deklareret med DoP med analyser fra eksterne laboratorier. Styrke og homogenitet kan matche de traditionelle råstoffer sand, sten og grus.

• Dokumentationsmæssigt: Dansk Standard har revideret deres betonstandard, så sekundære råstoffer får anvendelsesmulighed i betoner under certificerede forhold.

• Lovgivningsmæssigt: Recycon Recycling har modtaget Danmarks første End-of-Waste-godkendelse fra Miljøministeriet på forædling af disse fraktioner. Dermed trækkes byggeaffald ud af affaldspyramiden, og materialet skifter juridisk status fra “affald” til “sekundært råstof”.

– Det er kombinationen af disse tre forhold, der gør projektet til et reelt teknologisk gennembrud – ikke blot en forbedring. Det betyder, at vi sparer på naturens råstoffer og CO2-udledning. I modsætning til sol og vind, så er sand, sten og grus begrænsede ressourcer, og de etablerede grusgrave er ved at være udtømt. Vi kan ikke grave hele Danmark op, siger udviklingsdirektør i Recycon Element, Jens Flade-Rasmussen.

Relateret indhold