Regeringen har for nylig nedsat et Advisory Board, der skal udarbejde en række målsætninger for, hvordan dansk erhvervsliv kan omstille sig til en mere cirkulær økonomi, samt give anbefalinger til konkrete indsatser, som kan styrke omstillingen. Projektet Sustainable Build er et eksempel på en sådan indsats. I alt 30 organisationer og virksomheder er netop gået i gang med projektets andet år, hvor fokus er på cirkulær økonomi, og hvordan vi skaber mere vækst i bæredygtigt byggeri.
– Vi står med nogle klima- og miljøudfordringer, som kun kan løses gennem en bred indsats. Med Sustainable Build samler vi hele byggebranchen under samme tag for at finde nogle gode løsninger inden for bæredygtige materialer og cirkulære byggeprocesser med fokus på ressourceoptimering og genanvendelse. Danske virksomheder kan opnå store gevinster på det internationale marked, hvis de formår, gennem vidensudveksling og innovation, at levere endnu bedre bæredygtige løsninger i fremtiden, siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, der har støttet projektet med 5,6 mio. kroner i kølvandet på Fondens temaindkaldelse om bæredygtig produktion.
Værdi gennem samspil
Temaet for Sustainable Build rummer gode muligheder for at gøre en forskel i byggebranchen, der har en af de største miljøbelastninger i industrien.
– Som investor vil vi gerne skabe byggeri, der giver værdi på lang sigt, som har fokus på energi og sundhed. Byggebranchen er den branche med størst belastning af miljøet, men vi kan ikke drive den bæredygtige udvikling alene. Derfor er samspil og mødet med branchen gennem initiativer som Sustainable Build meget værdifulde for at blive bedre på området. Her lærer vi både virksomheder og samarbejdspartnere at kende og får nogle meget konkrete ideer og input, som vi kan bruge direkte i vores egne udviklingsprojekter. Vi ser frem til at være en driver for bæredygtighed, mens vi samtidig får inspiration og ideer, der kan blive en del af vores fremtidige platform, siger Marius Møller, ejendomsdirektør hos Pension Danmark, der har været med i Sustainable Build helt fra starten af.
Potentialerne for Sustainable Build er store og bygger videre på stærke resultater fra sidste år. Her kom branchen frem til nye løsninger og hjalp 10 nye innovationer på vej. Flere af dem har lovende samarbejdsaftaler med projektets partnere, og er godt på vej ud i branchen.
Næste arrangement er Sustainable Build Summit den 26. januar 2017.