Fredericia skal huse Region Syddanmarks nye autismecenter. Et byggeri 2.800 kvadratmeter med et budget på 85 mio. kroner.
Arkitekt på projektet er Ginneruparkitekter, mens det er Wienberg Architects, som har stået for de indledende tegninger til autismecentret.
Trods en stram økonomi, er totalentrepriseteamet nået i mål med at opfylde Regions Syddanmarks ønsker om et tidssvarende og fremtidssikret, bæredygtigt bo- og beskæftigelsestilbud.
Og bæredygtigheds-barren sat højt, for Autismecenter Fredericia bliver det første DGNB Guld certificerede byggeri i regionen
– I Syddanmark er autismecentret det første certificerede byggeri, vi skal opføre med DGNB Guld certifikat, siger Leif Nielsen, som er bygherrerådgiver i Bygningsafdelingen hos Region Syddanmark, og tilføjer:
– Det er vedtaget, at al fremtidigt byggeri over 2,5 mio. kr. i regionen skal DGNB Guld certificeres, så det er noget, vi kommer til at arbejde rigtig meget med.
Fleksibelt træbyggeri
Det nye center rummer 21 boliger, beskæftigelses- og personalehus samt en centerbygning til administrativt personale med tilknyttede kursusfaciliteter. Det hele placeret i et parkanlæg.
Byggeriet gennemføres med DGNB Guld certificering, som er et meget vidtgående certifikat for bæredygtighed på byggerier. Det betyder, at bæredygtighed tænkes ind i alle dele af byggeriet, dets opførelse og den fremtidige drift.
– For at opnå størst mulige bæredygtighed opføres centeret som et rent træbyggeri. Byggeriet beklædes med resttræ fra produktionen af varmebehandlede profilbrædder, og samtidig beklædes der med faldende længder. Det minimerer spild og understøtter samtidig driften af bygningen, da man nemt kan udskifte et berørt bræt uden at det påvirker designet, forklarer arkitekt Trine Mouritsen, fra Ginneruparkitekter.
På nær de præfabrikerede badeværelser kommer centeret til at bestå af træ fra yderst til inderst, bliver centrets indretning meget fleksibel. Det betyder, at det løbende kan tilpasses den konkrete sammensætning af beboere.
Erfaren entreprenør skal bringe projektet i hus
Der forventes første spadestik på det nye autismecenter påbegyndt i februar 2023, og byggeriet skal afleveres til Region Syddanmark i april 2024.
Det er Dansk Boligbyg, der som totalentreprenør skal opføre byggeriet.
I valget af entreprenør har økonomien vægtet 40 procent, mens andre parametre som organisation, kompetencer og ikke mindst gode referencer og erfaring med DGNB Guld certificering også har haft væsentlig betydning.