Ved Nordhavn Station i København arbejder Züblin og Hochtief på den del af metrolinjen, der skal tage passagererne fra Cityringen og ud til Nordhavn, når strækningen åbner i 2020.
Projektet omfatter to borede tunneller på henholdsvis 1,6 km og 1,8 km, der løber under Østerbro. I Nordhavn passerer metroen den underjordiske Nordhavn Station, inden den via cut-and-cover tunneller og ramper føres op over jorden. Det sidste stykke løber metroen på en bro for at ende på den overjordiske Orientkaj Station.
Den arkitektoniske Orientkaj Station er et smukt eksempel på, hvordan arkitektur og ingeniørkunst mødes. Stationen er en teknisk krævende betonkonstruktion bestående af brodæk, Y-søjler og tværbjælker. Alt sammen forspændt både på tværs og på langs og in situ-støbt. De svungne in situ-støbte trapper til stationen er betonarbejde af højeste kvalitet, og de krumme former har stillet store krav til formarbejde og støberækkefølge.
Betonkonstruktionerne er udført i egenproduktion af Züblin, der har brugt 3D-modellering til at styre produktionen gennem hele byggeprocessen.
Se mere fra metroudvidelsen til Nordhavn i denne dronevideo fra projektet.