Et helt nyt bynært område kan blive ½skabt med anlæggelsen af Ringvej Syd i Horsens. Det skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Et område på 580 hektar er i spil, hvor Klokkerdal, Bollerskovene og Horsens Fjord kan bindes sammen og udvikles til et nyt områder. Det lægger “Helhedsplan for Boller Landskaber” i hvert fald op til, som landskabsarkitekterne Møller & Grønborg har udarbejdet for Horsens Kommune.
Planen er udarbejdet, efter et enigt byråd med budgetaftalen for 2019 besluttede, at der sammen med videreførelsen af Ringvej Syd skulle laves et oplæg til, hvordan naturen og skovene omkring kan bindes sammen.
– Med den her plan er der basis for at skabe et helt nyt naturområde til de mange beboere i sydbyen, men også til resten af kommunens borgere. Vi står her med en helt unik mulighed for at binde landskaberne sammen og gøre området meget mere tilgængeligt, end det er i dag, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.
Aktivitetsskov og vandlegeplads
Helhedsplanen lægger op til, at der holdes fast i forskellighederne i landskaberne. Et af forslagene er, at Boller Overskov laves til en aktivitetsskov, hvor leg og læring foregår i naturen. I skoven kan der for eksempel laves læringsrum, skovlegeplads og bålsteder.
Der er også indarbejdet en genslyngning af Klokkedal Å, der kan bruges som vandlegeplads.
– I Klokkedal har vi en helt tredje type landskab. Her skal vi ikke skabe en masse nyt, men værne om det, der er. Vi kan forbedre stierne, så det bliver muligt at komme endnu tættere på naturen i skoven og gøre det muligt at gå rundture i stedet for ud og hjem ad den samme sti. I Klokkedal er der taget højde for, at der kun skal lave små nænsomme tiltag for eksempel trædesten i åen, siger Peter Sørensen.
Bedre og flere stier
I skitseprojektet er klimasikring en væsentlig del af videreførelsen af Ringvej Syd. I planen er der for eksempel tegnet en slusetrappe ved dæmningen, hvor Dagnæs Bæk løber ud i fjorden. Her kan det gøres muligt at gå gennem slusen.
Desuden er der arbejdet på at forbedre stisystemerne, som i dag er af for dårlig kvalitet. Med nye stier kan områderne forbindes, så det bliver lettere at bevæge sig rundt.
– Videreførelsen af Ringvej Syd etape to og tre er forudsætningen for, at naturprojektet kan blive en realitet. Til anlæggelsen af vejen skal vi købe arealer, hvor der vil være overskudsarealer, der kan bruges til at sætte gang i udviklingen af nye rekreative områder. Det vil være første skridt til at realisere projektet, men det kræver også et tæt samarbejde med lodsejere og Skov- og Naturstyrelsen, siger Peter Sørensen.
Helhedsplanen for Boller Landskaber skal politisk behandles den 17. juni 2019. Indtil da håber kommunen på støtte.
– Det her er et virkelig spændende projekt, som jeg forventer, vi kan få naturfonde til at være interesserede i at støtte. Nu skal Plan- og Miljøudvalget i første omgang drøfte helhedsplanen på baggrund af den aftale, byrådet indgik med budget 2019, siger Peter Sørensen.