Genopretningen af Danmarks største udsatte boligområde, Odense-bydelen Vollsmose, nu ind i en ny fase.
Det sker med kæmpe investeringer, hvor der frem mod 2030 bygges for op imod 10 milliarder kroner med opførelse 2.000 nye boliger med flere blandede boligformer samt nybyggeri til erhverv og kommunale arbejdspladser.
Centralt i udviklingen bliver et privat arealudviklingsselskab, hvori Odense Kommune og boligorganisationerne Civica og FAB er med i ejerkredsen.
Arealudviklingsselskabet etableres formelt nu, når AP Ejendomme, datterselskab til AP Pension, med en samlet investeringssum på over 700 millioner kroner indtræder i kredsen.
Dermed var det også AP Ejendomme, der endte med at give det vindende bud i den konkurrence, der siden efteråret 2020 har haft til formål at finde en egnet privat investor til at deltage i omdannelsen af Vollsmose. Fem deltagere, heriblandt både pensionsselskaber, investeringsfonde og private investorer, har været udvalgt til prækvalifikation, mens to deltagere indgik i en følgende dialogfase.
Første udviklingsselskab af sin art
Arealudviklingsselskabet er det første af sin art i Danmark, når det kommer til udvikling af et udsat boligområde.
De tre grundejere bidrager med arealer til selskabet, mens AP Ejendomme indskyder kapital. Arealudviklingsselskabet skal udvikle en arealportefølje på 400.000 kvadratmeter byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvadratmeter byggeretter. Det svarer til cirka 2.000 nye boliger og 35.000 kvadratmeter erhverv.
– Vi har fået en solid og erfaren investor med i ejerkredsen. AP Ejendommes investering i Vollsmose er et vidnesbyrd om, at der er en tro på den forandring, vi har sat i gang af det største udsatte boligområde i Danmark, siger Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune i forbindelse med aftalen, der nu er indgået.
– Vi vil skabe en ny bydel med helt nye kvarterer, boliger, mødesteder og fællesskaber, som kan danne rammen om det gode liv, alle odenseanere skal have mulighed for at leve – også i Vollsmose, siger borgmesteren.
AP Pension: Potentialet i bydelen er stort
Som ny medejer af arealudviklingsselskabet for omdannelsen af Vollsmose kan AP Ejendomme udvide sin ejendomsportefølje med mindst 300 boliger.
AP Ejendomme bliver også bygherre til et erhvervshus/bydelshus med 500 kommunale arbejdspladser, ligesom de får køberet til yderligere arealer, hvor der kan opføres op til 50.000 kvadratmeter etageareal svarende til mere end 500 boliger. AP Ejendomme står desuden for at udforme forslag til den nye, bæredygtige bydelsplan.
– Vi ser et stort potentiale i Vollsmose, der med sin placering tæt på Odense centrum kan udvikle sig til et særdeles attraktivt område, der appellerer til både borgere og virksomheder, siger Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme.
– Vi er ikke i tvivl om, at fremtidens Vollsmose bliver et område, der vil fokusere på det potentiale, som bydelen indeholder. Vi er fire interessenter i selskabet, der alle ser de samme gode muligheder for udviklingen af Vollsmose og arbejder i den samme retning, siger han.
Ny identitet for Vollsmose
Når den nye bydel – på den anden side af omdannelsesprocessen – efter planen står færdig i 2030, vil Vollsmose i langt højere grad end i dag være en naturlig del af resten af Odense, både i borgernes bevidsthed og i fysisk forstand.
Fremtidens Vollsmose får fire nye kvarterer med hver sin identitet; kvarterer, der kan danne ramme om små og store fællesskaber og nye mødesteder. Nye boligtyper og forskelligartede ejerforhold vil bidrage til en varieret, blandet bydel med helt unikke kvaliteter.