Skive får nyt fjernvarmeværk og byport i samme bygning

Jakobsen & Blindkilde bygger ny 90. mio kroners fjernvarmecentral med kapacitet til 2000 husstande - bliver samtidig et signaturbyggeri for byens grønne dagsorden.
Skive Fjernvarmes nye central er grøn energi så der kan ses og mærkes. Foto: NCC.
Skive Fjernvarmes nye central er grøn energi så der kan ses og mærkes. Foto: NCC.

Flere skal have fjernvame – også i Skive. Det lokale Skive Fjernvarme udvider sit forsyningsområde og tilbyder yderligere 2.000 kunder fjernvarme. Til det bygges der nu en ny fjernvarmecentral til 90 mio. kroner, og som står klar i 2024.

Den nye fjernvarmebygning skal både levere klimavenlig energi og skal samtidig fremstå som en byport, der gennem sit produktionsanlæg og arkitektur udtrykker en stærk grøn profil.

Det er NCC-datteselskabet Jakobsen & Blindkilde, der skal opføre centralen.

– Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet, hvor vi er med til at fremtidssikre fjernvarmeforsyningen i Skive, og levere en bygning til kunden, hvor funktionalitet og arkitektur går op i en højere enhed, siger Lasse Bennedsgaard, senior projektchef hos Jakobsen & Blindkilde.

Grøn indeni, grøn på toppen

Bygningens udformning skaber sammenhæng mellem centralen og den omkringliggende natur med et organisk arkitektonisk udtryk. Derudover bidrager taget til det naturlige udseende, da bygningen udstyres med græstag.

– Det har været vigtigt for os, at fjernvarmecentralen kommer til at passe ind i det omkringliggende landskab. Derfor er vi rigtig tilfredse med det projekt, som Jakobsen & Blindkilde har præsenteret os for. Vi har samtidig store forventninger til, at Verdo er den rette leverandør af produktionsanlægget der med sin robusthed og høje energieffektivitet, vil sikre konkurrencedygtig fjernvarme med en høj forsyningssikkerhed til de nuværende og mange nye kunder i fremtiden, siger Tage Meltofte, administrerende direktør for Skive Fjernvarme.

Avanceret anlæg gør “fyrbøderen” overflødig

Det bliver en flisfyrede varmecentral, som får et sammenhængende og organisk udtryk. Centralen bygges i en samlet konstruktion og bygningens funktionalitet sikres ved at samle flislager, kedelrum og andre funktioner under samme tag. Dette skaber også en enkel drift og vedligeholdelse efterfølgende.

Indmaden i centralen udgøres af et 10 MW flisfyret anlæg baseret på hedtvand. Det er energikoncernen Verdo, der har udviklet anlægget, som er automatiseret så kan brænde forskelligt biomaterialer uden at personale skal justere undervejs.

Det er en vigtig egenskab, når biomassen primært skal komme fra nærområdet i form af dansk produceret skovflis og med mulighed for at udnytte have- og parkaffald og anden lokal produceret træbaseret biomasse.

– Biomasse er en vigtig brik for forsyningssikkerheden i den grønne omstilling. Og anlægget, der ikke alene tager udgangspunkt i de højeste miljøstandarder, men også funktionsmæssigt et topmoderne anlæg med høj effektivitet, fortæller salgschef hos Verdo, John Martin Myrup.

Med på byggeriet er ingeniørfirmaet MOE og Gottlieb Paludan Architects.

Relateret indhold