Danmarks Rostadion i Bagsværd er træningsplads for nogle af verdens bedste kano- og kajakroere, men forholdene har i mange år ikke stået mål med ambitionerne, og nu har bestræbelserne på at sikre økonomien til en renovering båret frugt.
A. P. Møller Fonden har doneret 50 millioner kroner til projektet, som i forvejen støttes med 35 millioner af Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune. Dermed er 85 millioner ud af budgettet på 90 millioner kroner på plads. De resterende fem millioner skal søges via fonde. Det skriver Politiken.
Roanlægget er ikke blevet renoveret siden opførelsen i 1963, og målet er at skabe et moderne anlæg, som kan huse store mesterskabs-arrangementer.
Afgravning i den ene ende
Gladsaxe Kommune har haft COWI til at stå for de indledende forundersøgelser, som altså ligger til grund for de aktuelle bevillinger.
Projektet får to hovedoverskrifter: Renovering og udbygning af de eksisterende robaner samt et nyt rocenter på land. Herudover skal der også ske en modernisering af tilskuerafsnittet. Særligt udbygningen af robanerne bliver omfattende, idet der skal ske en afgravning og terrænregulering i forbindelse med målområdet i den vestlige ende af søen, ligesom bunddybden under hele baneanlægget også skal øges for at komme problemet med søgræs, der sætter sig fast i bådenes ror, til livs. I startområdet skal søbredden rykkes ti meter tilbage.
Moderniseringen skal også give den omgivende park og de øvrige rekreative arealer et løft, så mountainbike-cyklister, løbere, hundeluftere og børnefamilier også får gavn af projektet.
Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2016, og det nye rostadion ventes klar til indvielse ved udgangen af 2017.
