Relationen mellem bygherre og rådgiver kan forbedres

Stramninger i AB-reglerne er et tegn til rådgiverne om at kigge indad, mener V2C.
Hvis nu rådgiverne indså, at det nogle gange er godt at sige nej, i stedet for at hoppe med på vognen om underbud, så slipper vi for at give en for mangelfuld rådgivning. Foto: Torben Jastram.
Hvis nu rådgiverne indså, at det nogle gange er godt at sige nej, i stedet for at hoppe med på vognen om underbud, så slipper vi for at give en for mangelfuld rådgivning. Foto: Torben Jastram.

CANNES: Blandt nogle rådgivere er der en vis forundring over, at der i de nye AB-regler er strammet meget op i forhold til relationen mellem bygherre og rådgiver – og at der nu i langt højere grad er tale om et leverance-baseret forhold.

– At stramningerne er kommet, er nok et vink med en vognstang til branchen om at granske, hvor det går galt – når det går galt, siger markedskoordinator Kjell Stockfisch fra V2C.

Han mener, at det altid er let at pege fingre, når et byggeri går i hårdknude.

– Men rådgiverne skal også kigge indad. Bygherrerne er i mange år gået efter billigste pris. Hvis nu rådgiverne indså, at det nogle gange er godt at sige nej, i stedet for at hoppe med på vognen om underbud, så slipper vi for at give en for mangelfuld rådgivning, fordi der simpelthen ikke er afsat penge nok i budgettet, siger han til Dagens Byggeri, da vi møder ham under ejendomsmessen Mipim.

Bedre forventningsafstemning

Kjell Stockfisch har en kommunal byghere-fortid som øverste ansvarlige tekniske chef i flere jyske kommuner og kender derfor problematikken fra begge sider. Han efterlyser bedre forventningsafstemning mellem parterne, som han mener vil lægge en dæmper på konflikternes størrelse.

– Hvor er holdningen om rådgiver som bygherrens tillidsmand? AB-revisionen er et arbejde, der er foregået gennem flere år i et samarbejde mellem alle byggeriets parter. Det er derfor et grundlag, vi alle har givet og taget i forhold til. Når det fra bygherreside har været vigtigt at få indført disse ‘strammere’ bestemmelser? i aftalegrundlaget, tænker jeg, at det skyldes konkrete dårlige erfaringer. Dårlige erfaringer som jeg selv fra min tid som bygherre kun kan genkende alt for godt. Jeg tænker derfor, at det ville klæde os alle, hvis vi holdt op med klynkeriet, og i stedet lagde os i selen for at genetablere det tillidsforhold, der af bygherrerne opleves som værende brudt, foreslår han.

Relateret indhold