Region øremærker million: Genanvend flere råstoffer

20 % af Region Sjællands råstofforbrug skal være dækket af genanvendte råstoffer. Samtidig skal udtømte råstofgrave skabe værdi i forhold til biodiversitet og rekreativitet.
Region Sjælland sætter to millioner kroner at til både at mindske brugen af råstoffer og skabe natur og rekreative områder i afsluttede råstofgrave. Foto: Getty Images
Region Sjælland sætter to millioner kroner at til både at mindske brugen af råstoffer og skabe natur og rekreative områder i afsluttede råstofgrave. Foto: Getty Images

Der er ikke uanede mængder råstoffer eller mulige råstofgrave i hverken Region Sjælland eller i resten af Danmark. Derfor sætter Region Sjælland fokus på at reducere råstofforbruget i bygge- og anlægsprojekter og sikre genanvendte materialer i byggeriet.

– Det er den vej, vi skal af hensyn til den grønne omstilling og for at sikre, at vi også har råstoffer til fremtidens vigtige bygge- og anlægsprojekter. Derfor har vi politisk vedtaget en ambitiøs målsætning om, at 20 % af Region Sjællands råstofforbrug skal være dækket af genanvendte råstoffer. Vi er politisk klar til at handle, og derfor sætter vi nu dette projekt i gang, siger Bruno Jerup, formand for udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.

Det nye projekt har fået navnet ‘Spar på råstofferne og mere genanvendelse 2025’, og Region Sjælland vil her samarbejde med forskellige parter primært forsyningsselskaber om at afprøve mindst tre løsninger til at nedbringe råstofforbruget konkret i bygge- og anlægsprojekter.

Omdanner råstofgrave til rekreative områder

Region Sjælland har afsat en mio. kr. til at sætte gang i projektet, og afsætter i samme ombæring samme beløb til et andet råstofrelateret projekt, der har til formål at udnytte mulighederne ved de udtømte råstofgrave til bl.a. bedre biodiversitet, natur og rekreativ brug afhængig af gravens potentialer.

Formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, Christian Wedell-Nedergaard, siger:

– Mulighederne ved de færdige råstofgrave er mange, og det skal vi udnytte. Derfor sætter vi i udvalget nu den retning. Der findes allerede gode eksempler på færdige råstofgrave, som har fået et helt nyt liv til glæde for natur og borgere. I Kalundborg Kommune og Roskilde Kommune er råstofgravene omdannet til rekreative områder med mange aktiviteter som badestrande, mountainbikebaner og amfiteater. Samtidig bidrager forvandlingen af områderne til, at biodiversiteten og særlige naturtyper øges.

Relateret indhold