Byrødder, forvaltning og administration i Herlev Kommune flyttede i 2023 ind i et spritnyt rådhus designet af PLH Arkitekter. Nu er boligudviklingsselskabet AG Gruppen udvalgt til at udvikle et nyt boligområde på den gamle rådhusgrund i det centrale Herlev.
Det har kommunalbestyrelsen besluttet via en godkendt, betinget købsaftale til en værdi af 50 mio. kr.
AG Gruppens tilbud tager udgangspunkt i det skitseprojekt, der vandt idékonkurrencen i 2023. Det bliver selskabets tredje projekt i Herlev Kommune. AG Gruppen har bl.a. opført 231 boliger med p-pladser, fælles tagterrasse og et grønt gårdrum med væksthuse i Herlev i samarbejde med svenske Alma Property Partners.
– Vi tror på, at vi med fælles indsats får skabt et nyt levende byområde, der binder områdets historiske betydning sammen med moderne boligformer med plads til fællesskab, siger adm. direktør Bjarke Windeløv Graae.
Tager hensyn til byens historie og identitet
Borgmester Thomas Gyldal glæder sig over, at købsaftalen nu er på plads.
Udvider samarbejde og opfører 550 nye lejemål
– Købsaftalen er endnu et vigtigt skridt i udviklingen af vores by. Herlev vokser i disse år, og vi har brug for flere attraktive boliger. Projektet skal samtidig skabe en fornyet akse mellem Herlev Bymidte Center og den historiske Saxbo bygning. Et strøg, der kan skabe fornyet dynamik og samspil mellem boliger, handel og erhverv, siger han.
Også i det nye projekt er det ambitionen at understøtte liv og fællesskab i bymidten. Der vil bl.a. blive benyttet bæredygtige løsninger med fokus på klimasikring og bynatur.
– AG Gruppens tilbud tager udgangspunkt i de visioner og det arkitektoniske udtryk, der ligger i vinderskitsen fra 2023. Her tages der fine hensyn til byens historie og identitet. Det synes jeg er et rigtig vigtigt element, siger borgmesteren.
Bag idéprojektet står NREP i samarbejde med Holscher Nordberg og SLA.
Bydelshus til bydelen
AG Gruppens tilbud indeholder blandt andet et såkaldt ’bydelshus’, der for eksempel vil kunne bruges af foreninger og kommunen.
Fremgang: Letbaneskinner snart klar til test
– Det er et element i tilbuddet, som jeg er meget glad for. Rammer for fællesskaber har altid været højt prioriteret i Herlev. Det er vigtigt for en progressiv byudvikling, siger Thomas Gyldal Petersen.
Lokalplansforslaget sendes nu i offentlig høring i 10 uger. Herefter er der indlagt tid til, at forvaltningen kan arbejde med høringssvarene.