Producent lykkes med 22 % lavere CO2-aftryk på alle betontyper

Unicon har netop offentliggjort nye EPD’er for alle sine 38 produkter, som giver branchen et billede af, hvordan virksomhedens betoner kan indgå projekter, der lever op til de nye grænseværdier.
- Med indførelsen af de nye CO2-grænseværdier i byggeriet bliver det helt afgørende, at der findes tilgængelige produkter med lavere CO2-aftryk. Det er en forudsætning for, at bygherrer, rådgivere og entreprenører kan realisere projekter, der lever op til de nye grænseværdier, siger teknologichef Ib Bælum Jensen, Unicon. Foto: Jakob Lerche.

Producent og leverandør af færdigblandet beton, Unicon, kan nu offentliggøre nye miljøvaredeklarationer (EPD’er) for hele sin produktportefølje, som i alt tæller 38 betonprodukter.

Ib Bælum Jensen, der er teknologichef hos Unicon, fortæller, at de opdaterede EPD’er viser, at virksomhedens betonprodukter i gennemsnit har et 22 % lavere CO2-aftryk sammenlignet med sidste år:

Læs også

Tredobler beton-kapaciteten: Gør klar til markant mere byggeri i København

– EPD’erne er i dag et helt nødvendigt værktøj for bygherrer, rådgivere og entreprenører. Når alle led i byggeriet står over for skærpede krav, er det afgørende, at data er både præcise og tredjepartsverificerede. På den måde kan alle parter stole på de beregninger, der ligger til grund for dokumentationen.

30 % lavere end standardværdier

På tværs af produktporteføljen spænder resultaterne fra 16 til 26 % lavere CO2-aftryk sammenlignet med sidste års EPD’er.

Og sammenligner man med de generiske standardværdier fra bygningsreglementet, som man som bygherrer er nødt til at bruge, hvis leverandøren ikke har en specifik produkt-EPD, ligger Unicons betoner generelt omkring 30 % lavere, oplyser virksomheden.

Læs også

Aalborg Portlands nye klimamål: Vil være CO2-neutral på egne udledninger i 2030

Desuden er over 80 % af betonproducentens produktionsvolumen i dag dækket af de 38 produkt-EPD’er.

– Når så stor en del af vores leverancer allerede er dækket af produkt-EPD’er, kan vores kunder trække på verificerede data for langt størstedelen af de betonmængder, de anvender, siger Ib Bælum Jensen og fortsætter:

– Det betyder også, at de undgår at skulle basere sig på de generiske værdier fra bygningsreglementet, som typisk angiver et højere CO2-niveau, og som er nødvendigt at bruge, hvis man som leverandør ikke kan tilbyde en produkt-EPD.

Læs også

Dansk Beton: Vi skal bygge smartere og med mindre beton

Unicon, der er en del af Aalborg Portland Holding, som er ejet af italienske Cementir Group, producerer årligt mere end 1 million m3 beton.

Virksomheden har 33 fabrikker og mere end 400 medarbejdere fordelt i hele landet.

Relateret indhold