Regeringen og Københavns Kommune har indgået en historisk aftale, der sikrer infrastruktur til Østhavn og metro til det centrale Amager, som i dag ikke har metro.
Med aftalen er parterne enige om at anlægge en sydlig M5-metrolinje og påbegynde etableringen af en ny Østlig Ringvej i København.
Den nye metrolinje skal køre mellem København H og Lynetteholm via det centrale Amager. Derved kommer M5 til at aflaste M1/M2 markant og bidrage til at løse udfordringerne med overfyldte metrotoge mellem Nørreport og Amager.
Samtidig sikrer aftalen, at det centrale Amager får metro.

En stor milepæl: Gravearbejdet på Lynetteholm er afsluttet før tid
Første etape ventes at åbne i 2036 og går fra København H via Sundbyøster Plads til Kløverparken.

– Det er en stor dag for København, siger overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss.
– Med dagens aftale sikrer vi ikke alene, at der kommer metro til dele af Amager, der ikke har det i dag, vi fremtidssikrer også Københavns udvikling ved at lægge fundamentet for nye, attraktive bydele med plads til fremtidens københavnere. Aftalen er et afgørende bidrag til, at København forbliver en by, vi kan bo i hele livet, tilføjer han.
Helt ny bydel med forskellige boligtyper
Parterne har også aftalt at anlægge første etape af en Østlig Ringvej fra Nordhavn til Lynetteholm, og det er ambitionen, at Østlig Ringvej på sigt skal videreføres til lufthavnen.
Det oplyses videre, at Østlig Ringvej og M5 vil muliggøre, at store områder i Københavns Østhavn på sigt kan byudvikles. Det gælder foruden Lynetteholm, områderne Kløverparken og Refshaleøen. Tilsammen skal Østhavn skabe boliger til 80.000 mennesker, når bydelen er færdigudbygget.

Fagfolk vil have genåbnet aftale om Lynetteholmen – her er deres alternativ
– Med aftalen kan København skabe en helt ny bydel med forskellige boligtyper, så vores hovedstad bliver ved med at udvikle sig og være en attraktiv by for alle og med gode kollektive trafikforbindelser til de øvrige dele af hovedstaden, siger finansminister Nicolai Wammen.
Anlægget af den nye metro og første etape af Østlig Ringvej finansieres primært af byudviklingen på Lynetteholm. Derudover bidrager Københavns Kommune og tillæg på den kollektive transport – bl.a. til og fra lufthavnen – også til finansieringen.