Vil genopføre PCB- og skimmelramt skole i fleksible CLT-moduler

Den skimmel- og PCB-inficerede Grønnevang Skole i Hillerød rives ned og genopføres i et fleksibelt, celleopbygget modulsystem i CLT. Totalrådgiverudbuddet udløber i dag.
Visualisering af lav skole med rødlige facader og grønne områder omkring
Lavt CO2-forbrug, genbrug af materialer, design for adskillelse og svanemærkede produkter. Det er nogle af forventningerne til den nye Grønnevang Skole fra bygherren Hillerød Kommune. Visualisering: Friis Andersen Arkitekter

Da der i 2020 blev fundet skimmelsvamp og målt for høje koncentrationer af pcb i luften på den del af Grønnevang Skole, der ligger på Jespervej i Hillerød, satte det gang i en lavine af hændelser og beslutninger, der skulle træffes.

Lokaler er spærret af, klasser og funktioner er rykket ud af hovedbygningen og skal derfor genhuses. Kommunen har også måtte træffe den vanskelige beslutning: Skal skolen nedrives eller renoveres?

Læs også

I Herning river de skolen ned. Ny skole til 231 mio. kr. på vej

Valget faldt på nedrivning, og i dag er sidste chance for at byde ind på totalrådgiverudbuddet med et team bestående af totalrådgiver, arkitekt, ingeniør og landskabsarkitekt.

Skal nemt kunne udvides

Bygherrerådgiveren Friis Andersen Arkitekter har designet de foreløbige skitser til den nye skole, der i første omgang skal kunne rumme 350 elever fra 0.-5. klasse. Den nye skole foreslås bygget i CLT-elementer i op til to plan, så den nemt vil kunne udvides. Til et femte spor for hver årgang og på sigt evt. også til 6.-9. klasse, der pt. holder til på skolens afdeling på Østervang.

Lave, sammenhængende moduler omgivet af udendørsarealer hvor der er tænkt på leg kombineret med LAR-løsninger, skybrudsikring og regnvandsopsamling. Det er det, der møder eleverne på Grønnevang Skole, når de – forventeligt – kan tage deres nye skole i brug i 2029. Visualisering: Friis Andersen Arkitekter

Forslaget tager udgangspunkt i et celleopbygget modulsystem, da fleksibilitet og foranderlighed er prioriteret højt i arbejdet med den nye skole. Den skal som udgangspunkt opføres til DGNB Guld. Det betyder fokus på alle parametre indenfor bæredygtigt byggeri ift. lavt CO2-forbrug, genbrug af materialer, design for adskillelse og brug af svanemærkede produkter. Byggeriet vil dog sandsynligvis suppleres af trappe- og elevatorkerner mv. i betonelementer.

Læs også

Gennemgribende renovering fremtidssikrer 445 almene boliger

Ved at opføre en kompakt bygning vil varmetabet minimeres. Ikke-bærende facader foreslås beklædt med genbrugstegl. Der skal sedumtag på bygningerne. På udearealerne skal der tænkes LAR-løsninger, skybrudsikring og regnvandsopsamling ind i designet, lyder det i udbudsmaterialet.

Byggefaktas SMART-database anslår det bebyggede areal til 11.000 kvm til et budget på ca. 350 mio. kr. Byggeriet forventes at blive sat i gang i februar 2027 og stå færdigt i april 2029.

Nedrivning til 34 mio. kr.

Først skal den eksisterende skole dog nedrives. Nedrivningen udføres i to etaper. I første etape nedrives hovedhus inkl. kælder, fingre og hal på samlet 8.469 kvm. I anden etape ryger Hus A-D inkl. kælder på samlet 11.201 kvm.

Luftfoto af den nuværende skole, der er opbygget i fire firkanter med en åben midte samt fem øvrige, kvadratiske bygninger bygget sammen med en lang, hvid bygningsstang. I forgrunden en fodboldbane
Den nuværende Grønnevang Skole afd. Jespervej blev opført i 1960’erne, hvor der var frit spil ifht. PCB i byggematerialer. Nu skal skolen rives ned. Foto fra udbudsmaterialet

Dette udbud forventes sat i gang til marts, mens selve nedrivningen gerne skal gå i gang, så snart eleverne går på sommerferie i juni 2025. Nedrivningen forventes at vare halvandet år. Budgettet er her anslået til 34 mio. kr.

Relateret indhold