170 nye huse i Silkeborg er næppe vinget af, før entreprenørvirksomheden Svend E. Madsen i Bjerringbro har taget hul på den næste portion: 103 nye huse for Silkeborg-selskabet Birch Ejendomme. Derefter gælder det en splinterny idrætshal til Hvinningdal-området ved Silkeborg, og flere nye idrætshaller er også allerede i ordrebogen. Der er tryk på i den familieejede entreprenørvirksomhed.
Travlheden er ikke mindst udløst af de mange opgaver for Birch Ejendomme, og de har netop genereret behov for udskiftning i maskinparken. Når der skal banes vej for masser af nye huse og idrætshaller, skal det ske på jævnt underlag. Det skal et nyt valsetog fra den schweiziske producent Ammann sørge for.
– ARS 70 er den mindste maskine i Ammanns program af jord-kompaktorer, men særdeles effektiv. Med en længde på blot 4,42 meter er den væsentligt kortere end Ammans tidligere generation af samme maskine. En venderadius på blot 2,58 meter gør den nem at komme rundt med, også hvor pladsen er begrænset. Der er tale om en af markedets mest manøvredygtige kompaktorer, fortæller salgskonsulent Poul C. Pedersen hos maskinfirmaet Stemas, som har leveret valsetoget til Bjerringbro.
Det er ham, Bjerringbro-firmaets maskinmand, Michael Busch, hiver fat i, når der skal nyt grej i maskinhallen. Michael Busch har haft sin daglige dont hos Svend E. Madsen siden 1993. Dengang var Poul C. Pedersen allerede kommet i firmaet i fem år som mekaniker. Siden har de to stukket hovederne sammen mange gange, når udvalget af maskiner hos Stemas har matchet behovet i Bjerringbro. Blandt andet omkring Yanmar-gravemaskiner og -læssemaskiner.
Næste generation er med
Entreprenørfirmaet blev etableret af Svend Erik Madsen i 1976. I begyndelsen af 1990’erne blev der taget hul på et generationsskifte, og i 2002 overtog hans datter og svigersøn, Gitte og Anders Peter Hegaard, virksomheden helt og fuldt. Det er fortsat Anders Peter Hegaard, der er ved roret på Baldersvej i Bjerringbro, hvor fruen tager sig af administrationen.
Eller som Anders Peter Hegaard udtrykker det: Det er Gitte, der sidder på kassen.
Nu er der imidlertid lagt an til et nyt generationsskifte om nogle år. Sønnerne Andreas og Mathias Hegaard er begge dybt involveret i virksomheden, og brødrene har sikret sig en god baggrund for at drive entreprenørfirmaet videre. Andreas Hegaard er uddannet både konstruktør og kloakmester. Lillebror Mathias er også konstruktør. Han har tillige været omkring universitetet og vendte hjem til Bjerringbro som cand. tech. i byggeledelse.
Faste kunder
En solid kreds af gamle kunder bevirker, at Bjerringbro-firmaet sjældent har behov for at lede efter arbejdsopgaver.
– Vi bruger ikke tid på offentlige licitationer. Det er ikke nødvendigt med de gode, faste samarbejdspartnere, vi har fået gennem årene, fortæller Anders Peter Hegaard.
Netop en af de faste samarbejdspartnere har haft Bjerringbro-entreprenøren i sving på et projekt på den gamle GASA-grund i Aarhus, hvor der bygges mikro-boliger. En af de næste opgaver handler om punkthuse i Ry sydøst for Silkeborg.
Foruden de mange projekter med nye boliger, har Svend E. Madsens mandskab og maskiner også masser at se til med jord, beton, kloakprojekter, belægningsopgaver og forsyningsledninger. Firmaet har renoveret fjernvarmenet i Bjerringbro og har også netop taget sig af renovering af vandledninger i hjembyen.
Som stor entreprenørvirksomhed i Bjerringbro har Svend E. Madsen naturligvis også løbende noget med byens internationale pumpe-gigant, Grundfos, at gøre. Blandt andet har entreprenørfirmaet lavet miljøoprensninger for Grundfos, og senest 140 nye parkeringspladser.