Den gamle Galle & Jessen-chokoladefabrik på Østerbro har gennemgået en større renovering, og nu huser bygningen, der nu hedder Vibenshuset, foreløbigt 17 virksomheder som sammenlagt har 450 ansatte. Snart flytter håndværkere hovedindgangen, så metroen i 2019 næsten kommer helt til dørtrinnet.
– Topdanmark overtog ejendommen for nogle år siden og har foretaget en gennemgribende modernisering af lokalerne, som er en kombination af den gamle fabrik og nybyggeri fra 2001. På den måde er Vibenshuset blev en enestående bygning med en masse fælles faciliteter og gode muligheder for at netværke i dagligdagen. Det har banet vejen for en stribe udlejninger, selv om hovedstaden fortsat har mange tomme kontorer, siger Lars Westall, associeret partner i mæglerfirmaet Lintrup & Norgart, i en pressemeddelelse.
Blandt de nye lejere er Abakion, som hjælper virksomheder og organisationer med at digitalisere deres forretningsprocesser.
– Vi boede i forvejen på Østerbro i mere traditionelle lokaler og havde brug for mere plads. Vi har fået et kraftigt løft, fordi vi har adgang til en række faciliteter, som vi med 70 ansatte ikke kunne have, hvis vi boede for os selv. Huset holder løbende arrangementer på tværs af firmaerne, og vi har fået en ny kunde blandt de andre her i ejendommen. Det er samtidig vigtigt for os, at arbejdsstedet er attraktivt, så vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere, siger administrerende direktør og medejer Kenneth Kryger Gram.
Metro til døren
Den oprindelige fabrik blev bygget tilbage i 1884, da Galle & Jessen flyttede produktionen af blandt andet chokoladefrøer ud fra Indre by til Vibenshus Runddel. De næste cirka 100 år blev her fremstillet lækkerier, men det foregår i dag hos Toms Fabrikker i Ballerup. Det meste blev revet ned, og en del år lå Mærsk Da-ta/IBM på adressen.
De seneste år har arkitekter og håndværkere forandret ejendommen til et topmoderne flerbrugerhus med en række fælles faciliteter: Personalerestaurant, reception, kaffebar, fitness, auditorium, konferencecenter, mødelokaler, mange p-pladser og jævnlige netværksarrangementer.
Om to år åbner metrocityringen med Vibenshus Runddel Station – og om få måneder flytter håndværkerne derfor hovedgangen fra Lyngbyvej og rundt om hjørnet, så den gamle chokoladefabrik næsten får metro til dørtrinnet.