Hovedkvarter til FE når milepæl: Kritisk infrastruktur stiller store krav til håndværkerne

Tirsdag blev der holdt rejsegilde for Forsvarets Efterretningstjenestes nye domicil. Bygherre og totalentreprenør fremhæver de høje krav, byggeriet af et efterretningsdomicil medfører.
Færdiggørelsen af råhuset til det nye domicil for Forsvarets Efterretningstjeneste blev tirsdag fejret ved et rejsegilde på Svanemøllens Kaserne, hvor blandt andre forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltog. Foto: Jakob Boserup.

Danmarkshistoriens hidtil største offentligt-private partnerskab nåede tirsdag en milepæl, da der blev holdt rejsegilde for et nyt domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Byggeriet har været i gang i lidt under to år, og den første bygning er overdraget til FE. 

Det er PensionDanmark, MT Højgaard og Deas, der er i færd med at opføre det nye domicil på Svanemøllens Kaserne i København.

– I dag fejrer vi en stor milepæl for et helt unikt ejendomsprojekt. Vi bygger kritisk infrastruktur, og det gør vi på en kaserne. Det stiller store krav til os og ikke mindst alle håndværkerne på byggepladsen, siger Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i PensionDanmark.

Læs også

MT Højgaard Holding: Mange nye ordrer giver afsæt for fremtidig udvikling

Et stort skridt

Rejsegildet var en hyldest til indsatsen fra de cirka 300 håndværkere, der til daglig arbejder på at opføre det 50.000 kvadratmeter store domicil, der skal samle medarbejderne i FE, som i dag er fordelt på tre forskellige lokaliteter.

– Hovedkvarteret er et spændende og komplekst nybyggeri med høje krav, og rejsegildet er endnu en vigtig milepæl. Landets forsvar betyder noget for os alle, og derfor glæder vi os over at bidrage med et tidssvarende domicil i høj håndværksmæssig klasse, siger Carsten Lund, der er administrerende direktør i MT Højgaard Danmark. 

PensionDanmark er bygherre, MT Højgaard er totalentreprenør, og Deas og MT Højgaard er i fællesskab driftsoperatør.

– Med idriftsættelsen af den første bygning har vi taget endnu et stort skridt. Vi har en lang og bred erfaring med service og drift af ejendomme, og vi ser frem til at sikre en stabil og sikker drift mange år frem, siger Steen Amstrup, adm. direktør i Deas.

Projektet ventes klar til endelig overdragelse i sommeren 2027 og har en anlægssum på over 2 mia. kroner.

Læs også

Håndværkere kan få del i forsvarsmilliarderne – hvis de gør sig klar

Relateret indhold