Mange entreprenører oplever hver dag udfordringer i forhold til tolkning af regler og praksis vedrørende den lovpligtige dokumentation for kontrol af udførelse af bærende konstruktioner.
Udfordringerne går især på, at reglerne om, hvad der skal afleveres, tolkes forskelligt fra projekt til projekt.
Dancert – et datterselskab under Teknologisk Institut – har på denne baggrund udviklet en ny frivillig certificeringsordning for entreprenørvirksomheder, der udfører bærende konstruktioner. Ordningen baserer sig på DS 1140’s krav til udførelseskontrol.
Dancerts målsætning er, at certificeringen kan skabe ensartethed omkring tolkning og praksis, og at man på den måde kan hjælpe både entreprenørerne og rådgiverne.
– Bygningsreglementet kræver, at den udførende skal dokumentere, at relevante krav vedrørende statik (og brand) er overholdt, og at den certificerede statiker skal kontrollere, at byggeriet er udført som projekteret. Men hvor dybt skal man som certificeret statiker gå i forhold til kontrol af dokumentationen fra entreprenøren? Det er et af de spørgsmål, den nye certificeringsordning skal afklare, siger seniorspecialist Torben Hessing-Olsen fra Dancert.
Første virksomhed med certificering
Nu er den første virksomhed så blevet certificeret efter den nye ordning for entreprenørvirksomheder, der udfører bærende konstruktioner. Det er entreprenørvirksomheden Midtjysk Albyg, der er certificeret efter standarden DS 1140 – Udførelse af bærende konstruktioner – Almen kontrol.
Læs også: Første DGNB Planet går til bofællesskab
Virksomheden møder, ligesom mange andre entreprenørvirksomheder, meget forskellige krav fra de certificerede statikere, hvilket kan gøre det svært at navigere i dokumentationsniveauet.
– Vi forventer, at certificeringen vil give os færre udfordringer mht. dokumentationen og en bedre dialog med kunder og samarbejdspartnere. Som certificeret virksomhed bliver vi tredjepartsovervåget, og vi forventer, at certifikatet vil give vores kunder og samarbejdspartnere sikkerhed for, at vi kontrollerer os selv og vores underentreprenører i henhold til DS 1140, samt at dokumentationen herfor er udført korrekt, siger kvalitets- og arbejdsmiljøchef Dorte Hartvig Knudsen fra Midtjysk Albyg.
Opført som projekteret
Ifølge Dancerts direktør, Jørgen Baadsgaard-Jensen, der har været drivkraften bag den nye certificeringsordning, kan det i høj grad betale sig at blive certificeret.
– Erfaringer fra andre certificeringsordninger viser, at virksomhedernes omkostninger til mangeludbedringer og reklamationsbehandlinger reduceres. Samtidig bliver det markant lettere at udarbejde den statiske dokumentation for udførelsen.
Han vurderer også, at en certificering vil sende et signal til den certificerede virksomheds samarbejdspartnere om, at virksomheden har fokus på kvalitet.
– Og at man som kunde kan have tillid til byggeriet og den udarbejdede dokumentation. Kort sagt: At byggeriet er opført som projekteret, slutter Jørgen Baadsgaard-Jensen.