Et fællesareal ved rækkehusene i Himmerland Boligforenings afdeling på Pontoppidanstræde i det østlige Aalborg bliver snart rammen om et nyt, enkelt byggeri: Et overdækket, uopvarmet og bæredygtigt opført værested, der skal give læ og struktur til det spirende nabofællesskab i boligområdet.
Projektet er støttet af Realdania i anledning af den filantropiske forenings 25-års jubilæum og hører under satsningen ”Mødestedet – sammen i det fri”, hvor en række boligorganisationer, foreninger og kommuner landet over får opført små møde- og samlingssteder.

Sælger 25.000 kvm grund: Hotel og 140 boliger på vej midt i Næstved
– Beboerne har hidtil mødtes på et areal, der er ejet af Aalborg Universitet, for afdelingen er omgivet af campus. Her har vi ikke mulighed for at bygge, men vi har heldigvis et egnet område lige ved siden af, på Himmerland Boligforenings jord. Her vil vi skabe et trygt og permanent sted for møder og aktiviteter, uden at flytte på de vaner og relationer, der er opstået, forklarer specialkonsulent Morten Haugaard Jakobsen fra Himmerland Boligforening.
Ifølge ham er placeringen nøje udvalgt: Det er et naturligt sted at mødes, uden at det vil genere naboer, selv hvis aktiviteterne vokser i omfang.
Enkelt og uopvarmet
Det fysiske mødested bliver et overdækket, men åbent opholdsrum i træ, der giver mulighed for uformelle møder året rundt. Der bliver ikke tale om et lukket fælleshus, men et simpelt byggeri, der balancerer funktionalitet og lav kompleksitet – helt i tråd med Realdanias designprincipper for de nye mødesteder.
Formålet er at understøtte lokale fællesskaber med konkrete, fysiske rammer, som også er nemme at vedligeholde og billige at opføre. Samtidig skal byggeriet respektere omgivelserne og eksisterende brugsvaner – frem for at påtvinge området en ny funktion.
En landsdækkende satsning
Fælles for de mange mødesteder, der opføres, er, at de placeres i områder med aktive eller spirende fællesskaber, og at byggeriet tager udgangspunkt i det, der allerede foregår.
De små byggerier skal være ramme for hverdagsaktiviteter og lette møder – som en kaffe, en snak eller et brætspil – snarere end store, planlagte arrangementer. I Pontoppidanstræde bliver det især et sted for naboer, der allerede ses, men savner et sted at mødes, når det regner, eller mørket falder tidligt.

Tryggevælde Ådal udnævnt som dansk naturpark
– Det gør det også lettere at invitere nye med – for eksempel dem, der ikke lige kommer forbi til hverdag, og især dem, der føler sig lidt alene. Et rigtigt mødested giver plads til flere aktiviteter og lavere tærskel for at være med – og det vil styrke både sammenhold, tryghed og trivsel i hele afdelingen, siger Morten Haugaard Jakobsen.
Projektet kan realiseres, så snart beboerne i afdelingens 72 familie- og 22 ungdomsboliger har godkendt det. En formel afstemning er planlagt til næste afdelingsmøde i september. Hvis der bliver givet grønt lys, kan byggeriet gå i gang i løbet af efteråret.
Himmerland Boligforening har ca. 7.000 boliger, primært i Aalborg.