Lokalplanen er vedtaget og arbejdet med et 52.000 kvadratmeter stort området i Aarhus-bydelen Gellerup kan nu udvikles med 578 boliger, 3.000 kvadratmeter erhverv, caféer, små butikker, gallerier, diverse bylivsfunktioner m.v., der kan spille sammen med den nye skole, som totalentreprenøren MT Højgaard er i gang med at opføre for Aarhus Kommune.
A. Enggaard er både bygherre og totalentreprenør på det nye Karen Blixen Kvarteret, som området er døbt. Tilblivelsen af lokalplanen er sket i et stærkt samarbejde med både Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune, da alle parter har et stort ønske om, at Gellerup bliver transformeret til en endnu mere attraktiv bydel.

Nedrivning i Gellerupparken giver nyt liv til 50 år gammel beton
Boligerne i Karen Blixen Kvarteret bliver både rækkehuse og etageboliger. Foruden de nye boligtyper i området åbner lokalplanen muligheden for at gennemføre visionerne om at gøre Karen Blixens Boulevard til en levende bygade.
Bedre end sit rygte
Projektudvikler hos A. Enggaard, Jacob Futterup Sørensen, siger:
– Gellerup er meget mere end det ry og rygte, som mange forbinder det med. Her er et utroligt stærkt fællesskab, et spirende iværksættermiljø og enormt mange faciliteter og initiativer, der skaber rammerne for et godt børneliv. Det vil vi gerne bibeholde og videreudbygge i Karen Blixen Kvarteret, da vi tror på, at det er med til at gøre området til et helt særligt og attraktivt boligområde i Aarhus.
Vil fremme sociale mødesteder
Helt overordnet ønsker A. Enggaard at forvandle Gellerup til et helt nyt område, hvor de positive elementer af den nuværende bydel bevares.

Området vil blive designet med henblik på at fremme sociale mødesteder, hvor beboerne kan mødes og opbygge et stærkt sammenhold. Fællesarealer, stor legeplads, fælleslokaler, grønne områder, mødesteder og kulturelle initiativer vil spille en central rolle i det nye område.
Dermed styrkes fællesskabet og der bliver skabt en tryg og inkluderende atmosfære for alle beboere.
Boliger, plejehjem, kontor
A. Enggaard er i samarbejde med PKA allerede godt i gang med at transformere Gellerup. Entreprenøren er bl.a. i gang med at opføre en DGNB Guld-certificeret karrébebyggelse med i alt 141 boliger, der skal tiltrække unge beboere. Bebyggelsen, der får navnet Solhverv, går godt i tråd med Solhusene, der stod færdige i april 2023.
Også et friplejehjem har duoen opført i området.
A. Enggaard færdiggjorde også i 2018 det 22.800 kvm kontor- og erhvervsbyggeri Blixens for Aarhus Kommune på Karen Blixens Boulevard.