JCN Bolig vinder stort byggeprojekt i Aarhus

JCN Bolig har underskrevet en aftale om opførelsen af 117 almene boliger i Åbyen i Aarhus.
Der skal bygges nyt i Aarhus, og det er JCN Bolig, der står bag. Illustration:  Luplau / Poulsen Arkitekter.
Der skal bygges nyt i Aarhus, og det er JCN Bolig, der står bag. Illustration: Luplau / Poulsen Arkitekter.

Der er stor glæde hos JCN Bolig i disse dage. For selskabet, der er hjemmehørende i Vildbjerg vest for Herning, har netop vundet en større opgave i den jyske mini-metropol.

Navnet er “Byggefelt B” i Åbyen. Og der er masser af synergi at hente i projektet, da JCN allerede er totalentreprenør på den private del af projektet, der gælder boliger med et etageareal på 5600 kvadratmeter.

– Det passer virkelig i vores kram, at vi kan bygge videre på det samme byggefelt med den almene del og udnytte det stærke setup vi har i forvejen, siger salgsdirektør ved JCN Bolig Lars P. Adamsen.

Almene udfordringer

Den almene del opføres for boligforeningen “Al2bolig” og består af 117 boliger samt en kælder på 859 kvadratmeter. Konstruktionen opføres under en såkaldt “delegeret bygherremodel” på grund af, at der er tale om offentligt støttet byggeri. Arkitekt er Luplau / Poulsen og ingeniøren er Sweco.

– At bygge boliger i Aarhus kræver et tæt samarbejde mellem bygherrer, arkitekter, myndigheder og entreprenøren. Hos JCN Bolig ved vi, at det er afgørende, at almene boliger bliver skabt med de bedste bolig- og bo-kvaliteter for både byen og de kommende beboere og at boligerne har så høj standard, at de bidrager til byens positive udvikling. Boliger skal berige omgivelserne, hvor arkitektoniske og kvalitetsmæssige overvejelser indgår fra første færd, lyder det fra salgsdirektøren. JCN Bolig beskæftiger i dag 130 ansatte. Heraf 60 håndværkere indenfor fagene tømrer, beton og elementmontage. De øvrige 70 ansatte er funktionærer, er primært beskæftiget med projektledelse. JCN Bolig er en landsdækkende specialist i boligprojekter BtB.

Relateret indhold