Horsens vil lede mere vand i fjorden

En skybrudsledning i Horsens midtby er første skridt i retning mod en bedre klimasikring.
Horsens Kommune vil klimasikre midtbyen, hvor nogle områder er ramt af oversvømmelser ved skybrud. Pressefoto.
Horsens Kommune vil klimasikre midtbyen, hvor nogle områder er ramt af oversvømmelser ved skybrud. Pressefoto.

I forbindelse med renoveringen af den østlige og sidste del af Søndergade og Torvet i Horsens bliver der i øjeblikket etableret klimatilpasninger i projektet. Kommunen vil supplere kloaksystemet med en stor skybrudsledning. Den skal lede noget af regnvandet fra Søndergade, Torvet og bakkerne ovenfor i retning mod Åboulevarden og Inderhavnen i skybrudssituationer.

Ved skybrud skyller regnvandet i dag over Torvet og løber videre ned ad Søndergade. Vandt ender i et område, hvor det er svært at håndtere vandet, og det giver oversvømmelser.

For at aflaste området og lette presset fra den nyrenoverede gågade, skal noget af vandet fanges tidligere og dirigeres via en passage ned mod fjorden, som er den naturlige endestation for vandet.

Projektet vil i skybrudssituationer øge vandmængderne i den vestlige ende af Åboulevarden. Derfor udfører kommunen beregninger, der skal vise, om anlægget kan tages fuldt i brug allerede nu med de eksisterende forhold i Åboulevarden.

– Hvis beregningerne viser, at det vil medføre store gener for området, sætter vi en begrænsning i anlægget, så der i første omgang kun ledes en mindre mængde vand mod Åboulevarden, forsikrer Susanne Borgvardt Jensen, der er projektleder for klima- og byudvikling i Horsens Kommune.

Langsigtet planlægning

Horsens Kommune fremhæver, at det handler om at tænke både nu-og-her og langsigtet. På sigt vil kommunen lave klimatilpasningstiltag, for at blandt andet Åboulevarden skal kunne håndtere endnu større regnmængder end i dag.

– Vi arbejder for, at vandet skal kunne håndteres mere hensigtsmæssigt, indtil det ender ude i fjorden. Vores tiltag med skybrudsledningen i Jyske Bank Passagen går hånd i hånd med vores øvrige planlægning og visionerne om at bringe åen tilbage til byen, siger Susanne Borgvardt Jensen.

En af de politiske visioner er, at åen blandt andet vil kunne løbe ad Åboulevarden. Hvis det bliver realiseret, vil åen på sigt kunne lede skybrudsvandet videre til fjorden.

– Vi ved, at regnskyllene bliver kraftigere, og at skybrud sker oftere end før. Derfor skal vi generelt fremadrettet arbejde med klimatilpasning i alle de anlægsprojekter, hvor det giver mening og værdi for vores kommune, siger Susanne Borgvardt Jensen.

Hun er dog også meget bevidst om, at det handler om langsigtet planlægning og mange bække små.

– Vi kan ikke løse udfordringerne i et “vupti-greb”. Konsekvenserne af ekstremvejr kan være svære at sikre helt imod, men ved at indarbejde vandet i vores udviklingsprojekter, gør vi løbende vores byer mere robuste over for klimaændringer, siger projektlederen.

Selve etableringen udføres af Buus Anlægsgartner A/S, som i forvejen arbejder på gågaden.

Relateret indhold