Høje Taastrup C: Køb dit skateboard og tril direkte ud på verdens længste skaterbane

En skaterbutik bliver meget belejligt placeret ved verdens længste skaterbane i Høje Taastrup C, der er skudt op mellem Høje Taastrup Station og City2.
Første lejer er fundet til et af erhvervslejemålene i den nye bydel Taastrup C: Skaterbutikken Merch Fabrikken Skateshop åbner butik lige ved områdets skaterbane. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech
Første lejer er fundet til et af erhvervslejemålene i den nye bydel Taastrup C: Skaterbutikken Merch Fabrikken Skateshop åbner butik lige ved områdets skaterbane. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

Den nye bydel Høje Taastrup C, der er blevet bygget mellem Høje Taastrup Station og shoppingcenteret City2, er 249.000 kvm stor med 312 lejligheder, et grønt parkstrøg samt 124.000 kvm erhverv, herunder kontorer, p-hus, café/restaurant samt et 9.000 kvm nyt rådhus.

På sigt vil området være beboet af ca. 3.000 mennesker, mens yderligere ca. 4.000 kan møde på deres kommende arbejdspladser i den nye bydel.

Mange af de nye beboere er flyttet ind, og den nye bydel er nu så langt, at der også så småt begynder at komme liv i de erhvervslejemål, der ligger i stueetagen under boligblokkene.

Meget passende er en af de første skaterbutikken Merch Fabrikken Skateshop, der flytter ind i denne måned – i lejemålet nærmest den én km lange skaterbane, der efter sigende er verdens længste skaterbane.

Ejer Dennis B. Andersen, sælger allerede alt fra tøj og merchandise til skateboard, løbehjul og sikkerhedsudstyr fra en butik i Rabalderstræde i Roskilde. Han siger:

– Men nu har vi altså fået denne gyldne mulighed for at flytte til Høje Taastrup C, så vi kommer til at blive placeret lige ved verdens længste skaterbane, hvilket ikke kan blive meget mere ideelt. Nu kan kunderne bare tage ud på gaden og teste deres nye gear af på skaterbanen.

Den nye bydel Høje Taastrup C har både boliger, erhvervslejemål og et grønt strøg, der forbinder området med City2 og den travle Høje Taastrup station. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech
Den nye bydel Høje Taastrup C har både boliger, erhvervslejemål og et grønt strøg, der forbinder området med City2 og den travle Høje Taastrup station. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

En gennemtænkt og velplanlagt by

Beboerne flyttede ind i Oase Husene i efteråret, og denne sommer står Cornelia Hus’ 155 lejligheder og erhvervslejemål klar. Flerbruger-kontorhuset The Central forventes ifølge ny tidsplan først at stå færdig i oktober 2025, da projektet, ifølge Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark, afventer lokalplansarbejdet.

Her bliver der plads til 1.200 kontorarbejdspladser.

Peter Mering, direktør i Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C og bestyrelsesmedlem i Danske Shoppingcentre P/S (ejet af ATP og Danica Pension), som sammen med Høje-Taastrup Kommune og Ejendomsselskabet ATPFA II P/S (ejet af ATP og PFA) står bag Høje Taastrup C, siger:

– Høje Taastrup C er ikke bare et projektområde i byen, men det er en meget gennemtænkt og velplanlagt by med boliger, erhverv, kontorer, detailbutikker og nyt rådhus.

Relateret indhold