I takt med, at de nye beboere indtager NærHedens townhouses, rækkehuse og ejer- og lejelejligheder, vil der være øget behov for et kirkeligt rum, hvor den voksende menighed kan samles. Der vil ikke være nok plads i Ansgarkirke og sognegård på Hovedgaden i Hedehusene, vurderer menighedsrådet, der derfor indbyder til prækvalifikation til konkurrenceforslag og totalrådgiveraftale til en ny kirkesal i NærHeden.
I udbuddet er der lagt vægt på at mindske krav og omfang til konkurrenceforslag – dog uden at det skal gå udover forslagenes æstetiske kvaliteter, som vægter højt. Dermed er håbet, at også mindre tegnestuer vil byde ind.
Visionen er at opføre en kirkelig bygning, der imødekommer moderne krav til funktionen i en bynær kontekst. Bygningen skal ikke kun være til kirkelige handlinger, men også være et samlingssted med muligheder for foredrag, koncerter, møder, fællesspisning og andre aktiviteter for borgerne i sognet, lyder ønsket fra menighedsrådet, der også har tænkt over arkitekturen.
‘Den nye kirkesal i Hedehusene Sogn bliver centralt placeret i bydelen NærHeden og skal i dens ydre arkitektur skille sig ud fra omgivelsernes kubiske kasser. Vi søger et vartegn, som på positiv vis tiltrækker blikket, ikke kun om dagen, men også om aftenen med velvalgt og økonomisk belysning. Som Ansgarkirken skal sognets sal også signalere ‘kirke”, lyder nogle af tankerne.
Mulighed for en etape 2
Kirkebygningens samlede areal forventes at blive cirka 700 kvm og skal indeholde en større, multifunktionel kirkesal, lobby, køkken, møderum og kontorer til kirkens personale.
Som en del af projektet skal der laves en kirkehave, som kan udviske grænsen mellem inde og ude, fordi den benyttes til for eksempel udendørs gudstjeneste, vielser, konfirmationsforberedelse, fællesarrangementer, fælles spisning og andet samvær.
Samtidig skal byggeriet disponeres med tanke på, at der skal være mulighed for en etape 2, hvor der i fremtiden kan bygges foreningslokaler, værksted og supplerende kontorarbejdspladser.
Interesserede arkitekter har nu frem til d. 28. april kl. 12 til at anmode om deltagelse i udbuddet af konkurrenceforslag og totalrådgiveraftale. Menighedsrådet forventer at prækvalificere tre arkitektfirmaer.
Byggeriet forventes at stå færdigt medio 2027.