Med blækket tørt på købskontrakten for sidste ledige byggefelt i Odenses nye bydel Gartnerbyen kan entreprenørvirksomheden Skjøde, der står bag bydelen, nu se en ende på byudviklingen af området.
Gartnerbyen, der fuldt udbygget bliver hjem for cirka 3.000 beboere og vil brede sig over cirka 136.000 kvadratmeter, står efter den nuværende plan fuldt færdigbygget i 3. kvartal 2024. Det er næsten et år før oprindeligt planlagt.
– Med Gartnerbyen skriver vi et væsentligt kapitel i fortællingen om det nye Odense, og derfor er vi også glade og ydmyge over, at vi fra begyndelsen har oplevet så stor interesse for både at bygge og bo i bydelen, siger Allan Nielsen, adm. direktør i Skjøde, der står bag bydelen.
Han tilføjer:
– At vi nu kan melde udsolgt, viser, at Odense er en attraktiv by, og at investorerne har tiltro til den businesscase, vi har præsenteret for dem.
Alle slags boliger
Helt fra begyndelsen er Gartnerbyen tænkt som en bydel for alle. Det vil sige, at når de sidste nybyggerier er opført, vil Gartnerbyen bestå af både ejer- og lejeboliger i blandede boformer – herunder kollegieboliger, familievenlige byhuse og seniorboliger.
Borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel, siger:
– Gartnerbyen, den gamle industribydel, er på alle måder et signaturprojekt for Odense. Med byfortætning, blandede boligformer for alle og letbanen lige om hjørnet har Gartnerbyen stor betydning for Bolbros selvfølelse, men også for resten af byen som et billede på, hvordan Odense vokser og fornyer sig i disse år. At samtlige byggefelter nu er solgt, vidner om, at rigtig mange mennesker, både nuværende og nye odenseanere, ser Odense som en attraktiv by at studere i, stifte familie i, arbejde og engagere sig i.
Grønne områder og detailhandel
Skjødes hovedaktionær og PFA Ejendomme købte i 2017 den tidligere Gasa-grund lige vest for Odenses bymidte. Og i februar 2018 tog man første spadestik til den nye bydel.
Blandt investorerne finder man ud over PFA blandt andre flere almene boligselskaber, Industriens Pension, private investeringsselskaber og byggefirmaet Danhaus.
Af aktuelle byggeprojekter kan nævnes omdannelsen af en af Gasas gamle administrationsbygninger til kollegieboliger samt opførelsen af tre punkthuse kaldet Trekløveren med 89 boliger ved indkørslen til området.
Gartnerbyen er på nuværende tidspunkt cirka 2/3-dele udbygget, og udbygningen af de sidste byggefelter går i gang løbende primo 2023. Ud over boliger etableres der blandt andet grønne områder og detailhandel – således flyttede en Coop365-discountbutik ind i november 2021.