Den nordiske afdeling af Garmin, der er kendt producent af smartwatches, sportsure, gps’er, ekkolodsmoduler til både, instrumenter til luftfartøjer mv., sender i dag alle varer til kunder i Norden fra virksomhedens nuværende lokation i Allerød.
Efter ti års vækst er pladsen nu blevet for trang, så fra slutningen af 2025 vil Garmin operere ud fra et 6.000 kvm nyopført domicil med kombineret lager og kontor på Pederstrupvej i Ballerup.
Det nye domicil er tegnet af GPP Arkitekter med assistance fra Fjord Rådgivende Ingeniører, Ubbe Rådgivende Ingeniører, 360 Brandrådgivning og Lytt Architecture.
Læs også: Bosch sætter gang i nyt domicilprojekt
Garmins nordiske direktør for operations, Jeppe Hagedorn, fortæller:
– Vi opfører et moderne domicil, som udover at understøtte forretningsudviklingen også skal være med til at sætte os forrest i forhold til rekruttering af medarbejdere. Vi skal kunne tilbyde de bedste rammer for vores medarbejdere på alle fronter, og det skal det nye domicil i høj grad også være med til at sikre.
Det nye domicil forventes at stå færdigt i 4. kvartal 2025.