Fyrtårn i Nørresundby: Børn og unge samles i nyt fælles univers

Som nabo til både park og fjord bliver der unik mulighed for at skabe varierede udendørs læringsmiljøer i det kommende Børne- og Ungeuniverset i Nørresundby. Efter skoletid bliver der plads til foreningslivet.
Fagdommerne kalder Børne- og Ungeuniverset i Nørresundby 'en velkomponeret helhed, der opleves som en venlig og inviterende figur.' Visualisering: Kjaer & Richter
Fagdommerne kalder Børne- og Ungeuniverset i Nørresundby 'en velkomponeret helhed, der opleves som en venlig og inviterende figur.' Visualisering: Kjaer & Richter

Stigsborg, Børne- og Ungeunivers.

  • Omfang: Opførelse af skole i op til fem etager med plads til 1.000 elever, SFO og en integreret institution med plads til 60 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn fordelt på 14.400 m2 til skole og 1.200 m2 til institution. Fritids- og ungdomstilbud samt idræts- og øvrige fritidsfaciliteter med bl.a. hal og boldbaner. Projektet omfatter yderligere udearealer og bydelstorvet Skolepladsen.
  • Byggestart: November 2022
  • Forventet indflytning: Februar 2025
  • Bruttoetageareal: 16.000 kvm plus kælder
  • Estimeret budget: 385 mio. kr.
  • Bygherre: Aalborg Kommune
  • Bygherrerådgiver: DK2 Bygherrerådgivning
  • Totalentreprenør: A. Enggaard
  • Arkitekter: Rosan Bosch, Ekolab, Arkplan og Kjaer & Richter
  • Rådgivere: Nerd Architects, OJ Rådgivende Ingeniører, Grandville, Norconsult og Learningspaces.
  • Indretningsarkitekt: Rosan Bosch
  • Bæredygtighed: DGNB
  • Kilde: Byggefakta

Ca. 1.000 skoleelever i fire spor, SFO og 160 vuggestue- og børnehavebørn kan fra februar 2025 boltre sig i det ca. 16.000 kvm Børne- og Ungeuniverset, der skal fungere som en dynamo for liv og fællesskab i Nørresundby. Her bliver der også plads til et bydelshus, så huset i størst muligt omfang kan bruges af alle byens borgere samt af lokalsamfundets forenings- og kulturliv.

Den åbenhed giver mulighed for at dyrke fællesskabet og arrangere alt fra fællesspisning, foredrag, idrætsaktiviteter og fællesmøder. Projektet omkring Børne- og Ungeuniverset dækker også over udearealer og et større bydelstorv kaldet ‘Skolepladsen’.

Vinderteamet, der står bag udformningen af projektet, består foruden totalentreprenøren A. Enggaard af arkitekterne fra Kjaer & Richter og landskabsarkitekterne fra Arkplan, mens Cowi står for det rådgivende ingeniørarbejde og Ekolab for DGNB og bæredygtighed.

Indskolingen bliver placeret på det hævede dæk på niveau 1 og 2 med udsyn mod Fjorden og Stigsparken. Mellemtrinnet og de yngste udskolingselever er placeret på niveau 3 og 4 med udsigt til Skolepladsen, Stigsborg Bygade og Fjorden, mens de ældste elever i udskolingen råder over hele tagetagen på niveau 5. Visualisering: Kjaer & Richter.
Indskolingen bliver placeret på det hævede dæk på niveau 1 og 2 med udsyn mod Fjorden og Stigsparken. Mellemtrinnet og de yngste udskolingselever er placeret på niveau 3 og 4 med udsigt til Skolepladsen, Stigsborg Bygade og Fjorden, mens de ældste elever i udskolingen råder over hele tagetagen på niveau 5. Visualisering: Kjaer & Richter.

I fagdommernes vurdering af bygningen og udearealer skriver de blandt andet:

‘Bygningskroppens opdeling i en tung og bynær base, udformet med store siddetrapper i flere retninger, skaber i forening med kompositionen af lette overbygninger, der partielt hæver sig på søjler, en velkomponeret helhed, der opleves som en venlig og inviterende figur.

Det overordnede logistiske koncept er meget overbevisende udformet, med en entydig og logisk struktur, og med velprioriterede bevægelseshierarkier inde og ude, der forbinder de ønskede funktioner og understøtter de ønskede nærheder meget overbevisende. Dette bevirker, at bygningen bliver meget nem at aflæse og bevæge sig i, med stor overskuelighed til følge, hvilket er fremragende.’

Alle elever på alle klassetrin får udsigt til fjorden. Visualisering: Kjaer & Richter
Alle elever på alle klassetrin får udsigt til fjorden. Visualisering: Kjaer & Richter

Bydel under etablering

Formand for Styregruppen for Børne- og Ungeuniverset, direktør fra Børn og Unge, Jakob Ryttersgaard, udtaler:

– Jeg er overbevist om, at vi får et Børne- og Ungeunivers, som tilgodeser mange af de krav og ønsker, vi har både for arkitekturen, bæredygtighed og det pædagogiske felt. Jeg glæder mig meget til at følge byggeriet på tæt vis.

Børne- og Ungeuniverset bliver en del af bydelen Stigsborg, der er under markant udvikling. Således var det indflytning i 91 ejerboliger på Havnebryggen d. 1. september i år. Dertil er der planer om at opføre plejehjem med 75 boliger og 48 familieboliger i et område, der går under navnet Generationernes Karré.

Første spadestik til Børne- og Ungeuniverset markeres d. 11. november, mens byggeriet forventes færdigt i november 2024. Planen er, at eleverne – der for størstedelens vedkommende kommer fra den eksisterende Skansevejens Skole – flytter ind i februar 2025.

Relateret indhold