Funderingsarbejde igangsættes på Budolfi Plads

Lokalplanen for Budolfi Plads i Aalborg er vedtaget, og halvandet års planlægning er afsluttet. Pladsen forventes færdig i 2019.
Odannelsen af Budolfi Plads kan nu skydes igang.
Odannelsen af Budolfi Plads kan nu skydes igang.

Budolfi Plads

  • Cirka 6900 kvadratmeter erhverv, dagligvarebutik og lejligheder
  • Cirka 4700 kvadratmeter P-kælder med adgang til 100 offentlige P-pladser
  • Bygherre: Budolfi Plads A/S
  • Bygherrerådgiver: Juul Bygherrerådgivning
  • Totalentreprenør: NCC Danmark
  • Arkitekt: Kjaer & Richter
  • Ingeniør: Balslev Rådgivende Ingeniører

Budolfi Plads i Aalborg står over for noget af et facelift, hvor den nedslidte plads omdannes til et grønt, imødekommende bymiljø. Planerne er nu for alvor ved at tage fart, efter politikerne i Aalborg Kommune netop har vedtaget lokalplanen, og entreprenøren NCC går nu i gang med at opføre byggeriet, der kommer til at rumme både p-kælder, dagligvarebutik, restaurant, cafe og specialbutikker samt boliger. Det fortæller NCC i en pressemeddelelse.

Glæden over igangsættelsen af det meget omtalte byggeri er da også stor hos områdedirektør hos NCC, Henrik Krogh Holm.

– Vi glæder os meget til at komme i gang på pladsen. Det er et spændende og komplekst projekt, som vi har arbejdet på meget længe. Derfor er det også ekstra dejligt nu for alvor at komme i gang med at omdanne Budolfi Plads til glæde for aalborgenserne, siger han.

Gennemarbejdet projekt

Også Kristian Højsleth, der er direktør for selskabet bag Budolfi Plads A/S glæder sig over, omdannelsen nu er i gang.

– Vi har haft et meget godt og positivt samarbejde med Forvaltningen og politikerne i Aalborg Kommune, og vi synes samarbejdet har resulteret i et fantastisk flot og gennemarbejdet projekt. Vi har naturligvis set frem til at komme i gang med byggeriet og ikke mindst begynde at få udlejningen af butikkerne i gang, lyder det fra direktøren.

Rema 1000 har været med fra start og får facade i Vingårdsgade. Udlejningen af de øvrige erhvervslokaler er overdraget til Nybolig Erhverv Aalborg, som allerede har fået flere forespørgsler.

Kompliceret undergrund

NCC går nu i gang med funderingsarbejdet på pladsen sideløbende med det resterende nedbrydningsarbejde. NCC fortæller, at de i funderingsarbejdet vil tage skånsomt hensyn til den arkæologiske undergrund og de omkringliggende bygninger og gøre brug af virksomhedens specialviden om fundering i højt komplicerede områder.

– En af konsekvenserne af at bygge inde midt i byen er, at vi må tage alternative metoder til fundering af bygningen i brug. I stedet for pilotering anvender vi borede fundamentspæle, der støbes på stedet. Det er en proces, der er langt mere tidskrævende end normalt og vil tage det meste af 2017, siger Jakob Søe Lundgaard, projektchef ved NCC.

Relateret indhold