Fremskridt på E45: Løfter ny bro på plads

I forbindelse med Infrastrukturplan 2035 skal der skabes bedre flow i trafikken mellem Kolding og Randers. Nu løftes 18 stk. betonbjælker, der skal udgøre en ny bro, på plads.
Fra den 5.-7. marts bliver undersiden af den nye bro over E45 Østjyske Motorvej ved Horndrupvej ved Skanderborg løftet på plads. Herefter skal brodækkets overside støbes. Foto: Rambøll
Fra den 5.-7. marts bliver undersiden af den nye bro over E45 Østjyske Motorvej ved Horndrupvej ved Skanderborg løftet på plads. Herefter skal brodækkets overside støbes. Foto: Rambøll

Udbygning af motorvej Vejle N-Skanderborg S, Bropakke IX

  • Adresse: Horndrupvej, 8660 Skanderborg
  • Supplerende adresse: Østjyske Motorvej E45
  • Bygherre: Vejdirektoratet
  • Totalrådgiver og ingeniør: Rambøll
  • Hovedentreprenør: MT Højgaard
  • Start: Oktober 2023
  • Forventes færdigt: Juli 2024
  • Anslået budget: 21 mio. kr.
  • Omfang: Entreprisen omfatter nedrivning af eksisterende bro samt etablering af ny bro for overføring af Horndrupvej, vejafvanding og belægningsarbejder på eksisterende kommunevej og på underført motorvej i midterrabat og i forstærket nødspor. Der etableres desuden en interimsgangbro.
  • Kilde: SMART/Byggefakta

For at lette trafikken og undgå de lange køer i myldretiden er Vejdirektoratet gået i gang med at udvide motorvej E45 på en i alt 60 km lang strækning mellem Kolding og Randers, og nu skal en ny bro på plads over motorvejen ved Horndrupvej syd for Skanderborg.

Etableringen af den nye bro er en del af Infrastrukturplan 2035, der bl.a. indeholder en tiltrængt udbygning af E45 mellem Vejle og Skanderborg.

Her blev den gamle bro fjernet tilbage i oktober, så der kan blive plads til et tredje spor på motorvejen, og i næste uge vil hovedentreprenøren MT Højgaard så løfte de 18 stk. ca. 22 tons og 22 meter lange betonbjælker ud over E45-motorvejen syd for Skanderborg. Her skal de hvile på tre nye bropiller i hver side og i midten af motorvejen.

Der har været gang i det forberedende arbejde ved Horndrupvej syd for Skanderborg hele vinteren. Arbejdet startede i oktober 2023. Foto: Rambøll
Der har været gang i det forberedende arbejde ved Horndrupvej syd for Skanderborg hele vinteren. Arbejdet startede i oktober 2023. Foto: Rambøll

Sammen skal de danne de bærende elementer til den nye og længere bro for Horndrupvej.

– Det er nogle meget tunge betonelementer, og derfor spærrer vi skiftevis sporene i hver retning, mens vi hejser bjælkerne på plads. Det betyder, at trafikanter, der kører på strækningen, må forvente en lidt længere rejsetid under arbejdet, siger projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.

Når betonbjælkerne er på plads, går forberedelserne til støbning af brodækkets overside i gang. Støbningen forventes at ske i midten af april.

Vejdirektoratet forventer, at den nye motorvejsbro for Horndrupvej er færdig i juli 2024.

Relateret indhold