Første spadestik til AGV democenter

N.C. Nielsen bygger 1300 kvadratmeter stort democenter.
Byggeriet opføres på den eksisterende matrikel i Balling. Pressefoto.
Byggeriet opføres på den eksisterende matrikel i Balling. Pressefoto.

N.C. Nielsen, som forhandler kørende materiel fra blandt andet Linde, Terberg, Combilift, SMV Konecranes og Baumann, har besluttet at opføre et nyt byggeri på den eksisterende matrikel i Balling. Byggeriet skal rumme et AGV democenter til aktiviteter i selskabet AGV Scandinavia, der er etableret sammen med Bila A/S. Desuden skal det rumme batterilager og produktionsfaciliteter til Lithium-ION batterier samt nye kantinefaciliteter. Det samlede areal på byggeriet bliver 1.300 kvadratmeter. Det skriver N.C. Nielsen i en pressemeddelelse.

Allerede i begyndelsen af februar 2017 ryger spaden i jorden. I det nye AGV democenter kan kunderne få demonstreret de førerløse AGV-truck i aktion og ved selvsyn opleve en af fremtidens innovative teknologier inden for intern logistik.

Batterier til fremtiden

N.C. Nielsen forventer, at 2017 bliver et gennembrudsår for virksomhedens Lithium-ION batterier. Efterspørgslen på batteritypen er steget markant, og N.C. Nielsen har allerede leveret en del nye Lithium-ION batterier. De fremstilles i Balling uden fordyrende mellemled og indeholder ifølge producenten fordele som lang levetid, grøn teknologi og bedre udnyttelse af energien i eldrevne truck.

– Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med nybyggeriet. Vi ser frem til at kunne præsentere vores AGV-løsninger i perfekte rammer for vores kunder. Og så får vi tilmed en ny kantine og nye mødelokaler, så vi kan give vores kunder en endnu bedre oplevelse, når de kommer på besøg, siger administrerende direktør Poul B. Nielsen fra N.C. Nielsen.

Vokseværk i Balling

Det oplyses, at byggeriet vidner om stor aktivitet hos N.C. Nielsen. For bare få år siden blev der etableret en ny kontorbygning og Skandinaviens største showroom for kørende materiel på samme adresse. Med nybyggeriet når N.C. Nielsen op på næsten 20.000 kvadratmeter under tag til at kunne imødekomme de nye tider.

– Vi gearer os til fremtiden ved at bygge nyt og udvide lokaliteterne her i Balling. Det giver en god synergi at have alle funktioner samlet på ét sted. Vi arbejder sammen på kryds og tværs om opgaverne og både kunder, medarbejdere, leverandører og gæster i huset kan fremover få det fulde billede af, hvad vi kan tilbyde markedet, siger Poul B. Nielsen.

Relateret indhold