Opførelse af boliger og erhverv
- Adresse: Slangerupgade 48 B-D, 3400 Hillerød
- Bygherre: Vision Ejendomme
- Arkitekt: C.F. Møller Architects
- Totalentreprenør: Nordstern
- Ingeniør: Niras
- Byggestart: September 2022
- Forventes færdigt: Januar 2025
- Anslået budget: 238 mio. kr.
- Omfang: 12.560 kvm, 2-4 etager, 1 kælderetage, 107 lejligheder. Projektet omfatter nedrivning af erhverv på hjørnet af Roskildevej og Slangerupgade for opførelse 1.350 kvm detailhandel i stueplan, 107 boliger i varierende størrelser fra 35-135 kvm samt parkeringskælder til både biler og cykler. Endvidere etableres rundkørsel ved Slangerupgade og Munkeengen, hvor der i dag er et T-kryds.
- Bæredygtighed: DGNB Guld
- Kilde: SMART/Byggefakta
Nordstern er, som totalentreprenør på Vision Ejendommes første projekt udenfor København, mere end halvvejs med det 12.560 kvm store boligbyggeri med 107 lejligheder, som har været undervejs på Slangerupgade i Hillerød siden efteråret 2022.
Her begyndte nedrivningen af det mindre bydelscenter, hvor der tidligere har ligget bl.a. Elgiganten, tæppecenter og dyrehandel. I stedet opføres en ny boligkarré med et stort erhvervslejemål i stueetagen.
Den nye boligkarré er skabt med fokus på fællesskab – med et grønt gårdmiljø i midten af karréen i første sals højde. Gårdrummet har til hensigt at skabe et trygt rum for beboerne, som her kan mødes i fællesskab på tværs af alder og livsstadie. Udover det grønne gårdrum er der skabt to store terrasser på bygningens tag, hvor beboerne kan nyde udsigten over byen, det forholdsvist nye og endnu ikke helt færdiggjorte boligkvarter Frederiksbro samt Frederiksborg Slot i horisonten.
– Det grønne gårdmiljø er unikt for byggeriet og noget vi er rigtig stolte af. Det bliver et helt særligt aktivitets- og haverum og et samlingspunkt for ejendommens beboere, siger projektudviklingschef i Vision Ejendomme, Kasper Ørsnes Larsen.
Et levende byggeri
Byggeriet er skabt med fokus på bæredygtighed i valget af materialer, udvikling af boligkerner og fællesarealer. Det grundige arbejde har resulteret i, at projektet er præcertificeret til DGNB Guld hos Rådet for bæredygtigt byggeri.
Boligkarréen er tegnet af C.F. Møller Architects, der har haft fokus på at skabe sunde og optimerede boligenheder med integrerede sociale samlingspunkter. Byggeriet omfatter i alt 8.900 kvm boliger, 1.500 kvm erhverv og 3.700 kvm parkering.
Læs også: Bygger 148 nye boliger i by med 1.200 indbyggere
– Det er altid skønt at samarbejde, når man deler en fælles vision om at skabe god trivsel for både mennesker og miljøet og se det hele tage form. Vi har bl.a. fokuseret på at skabe et levende byggeri med blandingen af erhverv og boliger i kombination med gode grønne udearealer, der skaber mulighed for ophold og bygger bro mellem den nye og gamle del af Hillerød, siger Franz Ødum, partner, arkitekt og afdelingschef i arkitektvirksomheden.
Sideløbende med projektet i Hillerød er Vision Ejendomme også pt. i gang med at opføre 110 boliger i 5-7 etager på Gasværksgrunden på Østerbro i København samt 107 familieboliger, 54 studieboliger, erhverv og detail på Lygten i København NV. Begge projekter DGNB-certificeres og forventes at stå færdige i starten af 2025, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark.
Der afholdes rejsegilde på byggeriet i Hillerød mandag d. 18. marts. Også dette projekt forventes at stå færdigt i starten af 2025.