I Rødovre er Adserballe & Knudsen i fuld gang med en omfattende renovering af fire boligblokke i Brunevang-afdelingen af PAB, Postfunktionærernes Andels- Boligforening. De fire boligblokke er særligt støjramte med en facade lige ud til Motorringvej 3, og når beboerne om to år kan flytte tilbage, vil støjen inden døre være halveret.
– Boligerne støjsikres med kraftigt støjdæmpende vinduer, såkaldte russervinduer, der er to termovinduer bygget sammen i to lag uden på hinanden. De kan åbnes, uden at støjen kommer ind. Samlet set halveres støjen fra 68 dB målt indenfor til under 58 dB, som er grænseværdien for vejstøj, siger Niels Jul Jakobsen, sektionschef hos Adserballe & Knudsen.
– Boligerne støjsikres med kraftigt støjdæmpende vinduer, og samlet set halveres støjen fra 68 dB målt indenfor til under 58 dB, som er grænseværdien for vejstøj.
Niels Jul Jakobsen Sektionschef, Adserballe & Knudsen
Bygninger bliver til støjvold
De fire boligblokke ud mod Motorvej 3 bygges desuden sammen til en sammenhængende boligblok ved huludfyldning. Slutresultatet bliver en 250 meter lang boligblok, som danner en solid støjvold i forhold til de bagvedliggende 12 boligblokke med godt 160 boliger.
Foruden den store støjdæmpning bliver lejlighederne også moderniseret, så energiforbruget reduceres, og solceller på taget vil fremover levere billig strøm.
– Det er en gennemgribende renovering, som opfylder flere mål på samme tid, siger Niels Jul jakobsen.
Han fortæller, at klimaskærmen på boligblokkene fornyes med en helt ny facade uden på den eksisterende murstensfacade. Facaden støjsikres og energioptimeres med 300 mm mineraluld beklædt med indfarvet puds. Kernen i den nye facade er et system af bærende, lodrette stålprofiler fæstnet i fundamentet og på den gamle facade. Profilerne skal bære både nye altaner til boligerne og de to ekstra etager, som boligblokkene udvides med. Blokkene forhøjes fra 2,5 etager til fire.
Enkel og flot facade
-Arkitektonisk er det en god løsning. De 300 mm mineraluld hæftes på facaden og pakker stålprofilerne ind, så det bærende system er helt skjult under den nye facade, som vil fremstå enkel og flot, siger Niels Jul Jakobsen.
De fleste renoveringer er forbundet med udfordringer, og det gælder også Brunevang. Niels Juel Jakobsen fortæller, at der blandt andet skal findes gode løsninger på, at der er mange forskellige materialer, der skal bygges sammen under renoveringsarbejdet. Selv om den eksisterende mur er lidt skæv, og koterne er uens, skal altanerne ramme beslag og murstensniveauer helt præcist, lige som facadeelementerne skal fremstå snorlige, når de er monteret.
Adserballe & Knudsen har 40 håndværkere og funktionærer på opgaven, der startede for et år siden og løber frem til juni 2017. Entreprisesummen er på 183 millioner kroner.