Danske entreprenører kan nu få en stor innovativ nyhed med i værktøjskassen, når der skal bygges effektivt og konkurrencedygtigt. Firmaet Nordic Build er nemlig klar til at producere og levere et nyt system af præfabrikerede byggeelementer i stål, der på en række afgørende områder kan forbedre og effektivisere byggeriet.
Det fynske firmas byggesystem er designet med det formål at effektivisere byggeprocessen i alle typer af byggeri. Det er et let, uorganisk, ubrændbart og stålbaseret byggesystem af industrielt præfabrikerede elementer til facader og tag, og det hele har en fleksibilitet og færdiggørelsesgrad, der ikke tidligere er set inden for byggeelementer i stål. Eksempelvis kan facadeelementerne leveres med døre, vinduer og beklædning fra fabrik.
Systemet er bygget op omkring bærende sandwich-elementer i stål, der hurtigt og med stor fleksibilitet kan opbygges til komplette råhuskonstruktioner med de højeste normer inden for tæthed, isolering, fugtresistens og brandsikkerhed. Hele systemet har været under udvikling i 10 år, og Nordic Build har fået patent på en række af de tekniske og praktiske løsninger.
– Filosofien er at flytte produktion og montage fra byggepladsen og ind i vores fabrikshal. Herved kan vi løse mange af branchens udfordringer med byggetider, byggestyring og byggefejl, fortæller salgschef hos Nordic Build Allan Nykær Rosenhøj og tilføjer:
– Som noget unikt er vore præfabrikerede elementer udelukkende fremstillet af uorganiske materialer, hvilket er den optimale løsning i forhold til at sikre byggeriet mod blandt andet råd og skimmelvækst.
– Nordic Build bygger på en cirkulær tankegang, idet alle bygningsdele kan demonteres og efterfølgende genbruges i andre bygninger. Det sikrer en bæredygtighed, som ellers ikke ses i branchen, fortæller Allan Nykær Rosenhøj.