Danske virksomheder snupper broderparten af Femern-kontrakterne

En ny opgørelse viser, at danske virksomheder tegner sig for over 60 % af de mange hundrede kontrakter, der indtil nu er gået til underleverandører på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.
Kraner er en stor del af billedet i Rødby Havn, hvor tunnelfabrikken er under opførsel. Danske BMS har vundet sin del af de kontrakter, der er blevet udbudt på megaprojektet. Foto: Femern A/S
Kraner er en stor del af billedet i Rødby Havn, hvor tunnelfabrikken er under opførsel. Danske BMS har vundet sin del af de kontrakter, der er blevet udbudt på megaprojektet. Foto: Femern A/S

Danske underleverandører sender hver uge massevis af medarbejdere og materiel til Rødby Havn og byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. Det er nemlig danske virksomheder, der tilsammen har vundet størstedelen af de tildelte kontrakter, viser en ny optælling.

– De danske virksomheder er flot repræsenteret på byggepladsen. Det er et tydeligt tegn på, at de ikke blot er meget konkurrencedygtige, men også i stand til at leve op til de høje kvalitetskrav, som vi og vores hovedentreprenører stiller til byggeriet, siger Henrik Vincentsen, administrerende direktør i Femern A/S.

I alt har næsten 400 danske og udenlandske virksomheder vundet kontrakter på megaprojektet i de senere år. De mange virksomheder har bidraget med alt fra leverance af råmaterialer til mandskab, IT-Support, vagtservice og hundredvis af andre store og mindre opgaver.

Fordelingen af de danske kontakter ser således ud. Hele landet - undtagen Bornholm - er repræsenteret. Illustration: Femern A/S
Fordelingen af de danske kontakter ser således ud. Hele landet – undtagen Bornholm – er repræsenteret. Illustration: Femern A/S

Femern-projekt sender tråde ud i hele landet

De danske virksomheder er fordelt over hele landet. De fleste er baseret lokalt på Sjælland og i hovedstadsområdet, men også fynske og jyske virksomheder tegner sig for en stor del af kontrakterne.

– De jyske virksomheder udgør nu over en fjerdedel af de danske kontrakter. Det er med til at understrege, hvor langt effekterne af et megaprojekt som Femern Bælt-tunnelen kan mærkes, siger Henrik Vincentsen, der kalder det ‘meget positivt’ at få lejlighed til at benytte sig af al den ekspertise, de danske virksomheder ligger inde med.

At 60 % af de tilknyttede virksomheder er fra Danmark, er en stigning på ca. 10 procentpoint i forhold til oktober 2021, hvor den seneste optælling blev foretaget. Her var det lidt over halvdelen af de dengang 200 kontrakter, der blev hevet hjem af danske virksomheder.

En kæmpeopgave

Én af de jyske virksomheder, der har sin daglige gang på Femern-projektet, er kranvirksomheden BMS fra Aalborg, der i 2017 etablerede en ny lokal afdeling på Falster med fem medarbejdere og fire kraner. Siden er afdelingen vokset ved købet af den lokale kranvirksomhed NKU.

I dag er der ca. 25 medarbejdere og 15 kraner og lastbiler, som løbende bliver suppleret fra de øvrige afdelinger, nu hvor aktiviteten på Femern-projektet er meget høj.

– Femern Bælt-tunnelen er en kæmpeopgave, som vi målrettet er gået efter, udtaler Kim Hvolbøl, projektsalgsdirektør for BMS, der er blevet valgt som leverandør af kraner og særtransporter for Femern-konsortierne FBC og FLC samt for mange af konsortiernes underleverandører.

Ud over de danske virksomheder tegner tyske og hollandske virksomheder sig hver for cirka 15 %, mens resten af virksomhederne er fordelt på en lang række andre lande.

Relateret indhold