

At bygge på ukendt grund kan helt konkret være en skidt ting, der indebærer mange overraskelser. Men nogle gange kan det være nødvendigt. Det måtte Gunnar Jørgensen fra firmaet G. Jørgensen sande, da han skulle i gang med en opgave for Arktisk Kommando på Station Nord på Nordspidsen af Grønland. Sammen med et projektteam lød opgaven på at opføre en ny kantinebygning. Den store udfordring var imidlertid, at man ikke vidste noget om, hvad der var at bygge på.
– Vi er så højt mod nord, at der kun er et vindue på cirka 40 dage, altså en god måneds tid, om sommeren, hvor det er muligt at udføre byggeaktiviteter. Kravet fra bygherre var, at den nye kantinebygning skulle kunne etableres ad to omgange. I sommer gjorde vi således råhuset klar med de fleste installationer og lukkede det. Til næste sommer skal vi så op og montere hele indretningen, det vil sige det store industrikøkken og alt inventar, fortæller Gunnar Jørgensen.
Opgaver i hele Nordatlanten
G. Jørgensen er en arkitekt- og ingeniørvirksomhed med base i Aalborg og afdeling i Klaksvig på Færøerne, der løser opgaver i hele Nord Atlanten. Et kontor i Nuuk i Grønland er ligeledes under overvejelse, lige som man holder øje med, hvad der sker på Island, Shetlandsøerne samt i Skotland. Gunnar Jørgensen er i øvrigt selv færing, så han har kendskab til regionen, når han kaster sig ud i de spændende projekter, man beskæftiger sig med.
– Virksomheden blev etableret for 10 år siden som et iværksætterselskab, men der er sket meget de seneste 3-4 år. Vi har blandt andet løst en større opgave for Novo Nordisk og er stille og roligt vokset til ni ansatte. I Klaksvig har vi to mand siddende på kontoret og har fået flere ordrer fra såvel boligsektoren som Landsverk, der er en offentlig institution svarende til Bygningsstyrelsen i Danmark. Blandt andet står vi for byggeledelse på en teknisk skole, forklarer Gunnar Jørgensen.

Kan lide krævende opgaver
Det er netop byggeledelse, bygherrerådgivning og projekteringsledelse, virksomheden har specialiseret sig i. Man har særlig ekspertise inden for industriarkitektur og komplekse erhvervsbyggerier, men varetager også opgaver inden for boligbyggeri samt øvrige typer af nybyggeri og renovering.
Således har Gunnar Jørgensen netop været i Grønland, hvor han har besigtiget en række ejendomme med henblik på en vurdering af deres stand i forhold til mulig renovering.
– Selv har jeg en fortid som projektleder i Niras, hvor jeg også arbejdede med arktiske forhold, og qua det, at jeg oprindelig kommer fra Færøerne, har jeg kunne gøre brug af et godt og stort netværk med henblik på at vækste virksomheden samt udvide aktiviteterne, uddyber Gunnar Jørgensen.
Firmaet løser naturligvis også en række opgaver i Danmark, men han kan godt lide de projekter, man løser højt mod nord.

Skulle kunne være i et fly
På projektet for Arktisk Kommando er firmaet Kastberg totalentreprenør, mens G. Jørgensen er totalrådgiver med det rådgivende ingeniørfirma SMJ fra Færøerne som underrådgiver. Grundet det meget snævre vindue, hvor det er muligt at udføre byggeaktivitet, er det meste af bygningen opført i præfabrikerede elementer.
Det var et krav, at alt kunne fragtes til Grønland i et af forsvarets Herkules-fly, men da der på Station Nord er langt til den nærmeste tømmerhandel, lavede vi en prøvesamling hjemme i Danmark for at sikre os, at alt passede sammen, og at der ikke manglede så meget som en enkelt skrue, slutter Gunnar Jørgensen.


