Dades har valgt at skyde penge i et boligprojekt i Ballerup, hvor ejendomsinvesteringsselskabet har købt Dommergårds-grunden af Freja Ejendomme. Det oplyser Dades i en pressemeddelelse.
Grunden har en central placering i Ballerup på Rolighedsvej 1 nær Ballerup Station og Ballerup Centret og giver mulighed for udvikling af 11.500 kvadratmeter med cirka 120 velbeliggende familieboliger. Byggeriet af boligerne forventes igangsat i slutningen af 2017 og forventes færdiggjort i starten af 2019.
– Boligudviklingsprojektet i Ballerup er en ny og spændende investering, der ligger godt i tråd med Dades’ investeringsstrategi, hvor vi blandt andet har fokus på behovet for attraktive familieboliger i kommunerne i Hovedstadsområdet. Jeg glæder mig til det videre udviklingsarbejde, siger Boris Nørgaard Kjeldsen, administrerende direktør i Dades.
I Ballerup er man særdeles positivt stemt over for projektet og ser frem til en udvikling af grunden.
– Flere og flere familier ønsker, at Ballerup Kommune skal danne rammen for deres egen og børnenes fremtid. Vi oplever stor efterspørgsel på gode og veldisponerede familieboliger, og derfor er jeg naturligvis glad for, at vi inden længe kan tilbyde cirka 120 moderne familieboliger med en central og god beliggenhed. Boligerne kommer til at ligge i gåafstand til både indkøb, offentlig transport og vores grønne natur, siger borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen.