Nyt Hospital Bispebjerg kan ikke – med det nuværende budget – bygges færdigt i det omfang og i den kvalitet, der er godkendt i projektforslaget. Projektets økonomiske ramme er under pres fra flere sider, bl.a. på grund af udfordringer med materialeleverancer pga. krigen i Ukraine, stigende priser på byggematerialer og arbejdsløn m.v.
“Administrationen er bekymret for økonomien på Nyt Hospital Bispebjerg bl.a. som følge af kapacitetsudfordringer i byggebranchen samt stigende priser på byggematerialer. Den aktuelle situation i verden og Ukraine forstærker dette endnu mere og skaber fortsat betydelig usikkerhed om udviklingen i markedet og leverancer af råstoffer, materialer og energipriser og deraf stigende kapacitetsudfordringer,” lyder det bl.a. i forretningsudvalgets anbefaling fra den 6. december 2022.
Der varsles fortsat prisstigninger på leverancer i byggebranchen, hvilket gør det svært at afgive tilbud. Det gør ikke usikkerheden mindre i byggebranchen og lægger et yderligere pres på projektets økonomi.
Hertil kommer risikoen for udfordringer med leverancer af materialer. Dette gælder specifikt for bl.a. træ, krydsfiner, isolering, produkter der indeholder stål, aluminium, elektronik osv.
Risiko for konkurs
Vurderingen er, at det ikke længere er realistisk at gennemføre projektet i det omfang og i den kvalitet, der er godkendt i projektforslaget med det nuværende budget, og de høje priser i markedet gør, at regionen ser en større risiko for, at totalentreprenøren ikke overholder sine kontraktlige forpligtelser, forlader pladsen eller går konkurs.
Leila Lindén, der er medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden, udtaler til Berlingske.dk:
– Det er meget voldsomt og meget alvorligt. Udgifterne til alt – fra lønninger til medarbejderne på byggeriet til priserne på stål – stiger helt vildt. Vi bliver nødt til at få hjælp til at klare det her. Det kan vi ikke håndtere alene her i regionen, siger hun.
Forretningsudvalget råder regionsrådet til at ansøge Sundhedsministeriet om lov til at låne penge til det videre byggeri. Alternativt kan staten træder ind med flere midler til anlæg i regionerne i forbindelse med økonomiaftalen næste år.
Påvirket af globale begivenheder
Totalentreprenøren på Nyt Hospital Bispebjerg, der står for en 77.500 kvadratmeter stor ny tilføjelse til det eksisterende hospital med ensengsstuer, en fælles akutmodtagelse, intensiv afdeling, røntgen- og operationsgang samt kvinde-barn afdelinger, er italienske Rizzani de Eccher.
I en e-mail til Berlingske.dk oplyser selskabet bl.a., at man arbejder tæt sammen med Region Hovedstaden for at finde en løsning på de økonomiske udfordringer:
“Byggesektoren er især påvirket af globale begivenheder med indvirkning på alle interessenter. Parterne er overbevist om, at den bedste måde at afbøde det på er gennem en samarbejdstilgang for at sikre det bedst mulige resultat med hensyn til kvalitet, tid og omkostninger,” skriver italienerne bl.a.
Regionen her fortsat stort fokus på kvaliteten af det samlede hovedprojektmateriale fra totalentreprenøren, og er derudover meget opmærksom på kvaliteten af det udførte arbejde og følger derfor kontinuerligt op på netop dette. Er kvaliteten af hovedprojektet ikke på det rette niveau, kan det medføre risiko for fejl og mangler i udførelsesfasen.
Tidsplanen holder stadig
Tilbage i september godkendte hospitalsbyggestyregruppen, at etape 1, der består af byggeriet af samlet seks tårne, forskydes fra juni 2024 til juni 2025, mens etape 2, som bl.a. indeholder hele det nye Akuthus, afleveres marts 2026 med forventet ibrugtagning til september 2026.
Etape 3, der bl.a. omhandler ombygning af midlertidige kliniske områder samt etablering af haveanlæg syd og nord for den samlede bygning, afleveres i marts 2026.
Aflevering af alle tre etaper og dermed projektets samlede færdigopførelse er fortsat marts 2026. Nu er spørgsmålet “bare”, hvor dyrt det bliver.