Arenakvarterets Skole
- Bygherre: Københavns Kommune
- Totalentreprenør: BAM Danmark A/S
- Arkitekt: Rubow Arkitekter A/S samt Nøhr & Sigsgaard A/S
- Landskab: Rubow Arkitekter A/S
- Ingeniør: Rambøll A/S
- Bruttoarealer i alt: 17.465 kvadratmeter
- Skole og idræt: 13.715 kvadratmeter
- Svømmehal med tre bassiner: 3.750 kvadratmeter
- Friarealer på terræn: 2.200 kvadratmeter
- Friarealer på tag: 3.700 kvadratmeter
- Entreprisesum: 448 millioner kroner
– Vi glæder os sammen med vores samarbejdspartnere over at Københavns Kommune med afsæt i et ambitiøst og visionært oplæg har valgt at realisere vores projekt, og vi er som totalentreprenør selvfølgelig stolt over nu at sætte vores fjerde store skole på tegnebrættet.
Sådan siger administrerende direktør Bo Svendsen fra BAM Danmark i en kommentar til, at virksomheden af Københavns Kommune er blevet kåret som vinder af konkurrencen om at bygge Arenakvarterets Skole og svømmehal, der skal stå klar i august 2023.
Byggeriet, der har en værdi af 448 millioner kroner skal opføres i samarbejde med Rubow Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard samt Rambøll. Og BAM Danmark får travlt. det er kun en måned siden, at det hollandske datterselskab landede opgaven med Sluseholmens Skole.
Skolen skal opføres på et 8.500 kvadratmeter stort område ved siden af ?? Royal Arena. Bruttoarealet bliver på 17.465 kvadratmeter.
Det sunde liv
Selve byggeriet kommer til at blive med fokus på integration af kvarteret i Ørestaden samt på godt helbred, lover direktøren. Han uddyber.
– Ambitionen er, at skolen som bydelens multifunktionelle og fleksible samlingssted for en bred vifte af kommunale tilbud bliver ramme om “det sunde liv” med rum til oplevelser, konkluderer Bo Svendsen og pointerer, at Arenakvarteret Skole med både svømme- og idrætshal, madhus og ungehus får direkte adgang til fælleden via en gennemgående strøggade og en åben torveplads.
Skolen kommer til at byde indenfor med en stor og markant trappe, der trækker fælledens natur helt ind i den nye bydel. Grønne tagkonstruktioner med legepladser, aktivitetscentre og væresteder i forskellige plan, bliver ligeledes forbundet med trapper, mens skolens indvendigt bindes sammen af et gennemgående byrum. Udefra videreføres trappens symbolik.
Således fører skolens store åbne trappe op til et hævet, halvoffentligt strøgtorv, som omkranses af indskolingens hus i tre etager, mellemskolens hus i fem etager og skolens faglige samlingspunkt i værkstedstårnet, der rejser sig i syv etager op mod Arenaen, fortæller Bo Svendsen og understreger skolens grønne og bæredygtige identitet.
Byggeriet skal certificeres til DGNB guld-standarden. Skolen bliver desuden udstyret med solceller, anlæg til opsamling og anvendelse af regnvand, kompostanlæg og nyttehaver på tagene.