I Vallensbæk er en ny, grøn og mere brugbar bymidte ved at tage form i et markant byomdannelsesprojekt. Det centrale område omkring rådhuset skal frem mod efteråret udvikles til et grønt og imødekommende byrum med funktioner, der både støtter op om daglig transport og inviterer til ophold og fællesskab.
Med letbanens åbning næste år forventes tusindvis af daglige brugere at passere gennem Vallensbæk centrum. Kommunen benytter derfor anlægsarbejdet som anledning til en omfattende gentænkning af området.
Grøn hovedsti
Ambitionen er at skabe et moderne, funktionelt og bæredygtigt bymiljø, der sætter mennesker før biler. Projektet omfatter både en ny rådhusplads og en letbaneforplads. Pladsen foran rådhuset får planteøer, bænke, springvand, og bliver scene for både koncerter og foodtrucks, fortæller Nanna Mejlgaard, chef for Center og Teknik:

IDA: Færre ingeniørstuderende kan bremse grøn og digital udvikling
– Den nye plads bliver også forbundet med stationen og den kommende letbane via Rådhusstien – den grønne hovedsti gennem området, der skaber en tryg og direkte forbindelse mellem bymidten, letbanen og stationen. Her kommer cykelparkering, siddepladser og små legeområder til børnene. Det hele bliver bundet sammen med belægning, beplantning og belysning i et sammenhængende, åbent og bæredygtigt design.
Letbaneforpladsen får samme design og materialevalg som Rådhuspladsen, så området hænger sammen både visuelt og funktionelt. Der kommer også overdækninger og cykelparkering på begge sider af Søndre Ringvej.
En vigtig investering
Med projektet lægges der op til et markant skifte i anvendelsen af bymidten – fra asfalt og bilparkering til rekreative og grønne byrum, hvor mennesker og ophold prioriteres.
– Det her handler om at skabe et Vallensbæk, hvor man har lyst til at blive lidt længere – ikke bare passere igennem. Vi siger farvel til asfalt og biler midt i byen og goddag til grønne opholdssteder, fællesskab og byliv. Det er en vigtig investering i både livskvalitet og fremtid, siger borgmester Henrik Rasmussen.

”Arkitektur er mere end ikoniske bygninger”: Arkitekturens Dag 2025 hylder hverdagslivet
Transformationen af området omkring rådhuset, der blev sat i gang i foråret, er nu nået så langt, at flere områder omkring rådhuset spærres for også gående og cyklister. F.eks. spærres stien langs jernbanen fra d. 11. august, oplyser kommunen.
Planen er, at den nye plads står klar til kommunens Høstfestival, der afholdes d. 12. september.