Aggersundbroen sikres mod skibe

Aggersundbroen bliver i de næste måneder sikret mod at tage alvorligt skade af sammenstød med store skibe, der kommer ud af kurs.
MT Højgaard skal i de kommende måneder forstærke Aggersundbroens klappiller med spuns. Foto: Vejdirektoratet.
MT Højgaard skal i de kommende måneder forstærke Aggersundbroens klappiller med spuns. Foto: Vejdirektoratet.

Dårlige erfaringer har vist, at det kan være særdeles dyrt, hvis større skibe støder ind i bropiller. Blandt andet derfor står Aggersundbroen over for en større renovering, hvor Vejdirektoratets entreprenør, MT Højgaard, forstærker Aggersundbroens klappiller med spuns, der placeres omkring pillerne og vibreres dybt ned i havbunden. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Mellemrummet fyldes efterfølgende med armeret beton. Det gør broens konstruktion stærkere, så den kan modstå sammenstød med et stort skib.

Spunsen består af 11 – 25 meter lange og 1,5 meter brede stålplader. Når stålpladerne skal placeres, skal de stå i lodret position. Imens arbejdet står på under broens klapper, er klapperne nødt til at være åbne.

Lukkes i 30 nætter

Arbejdet med spunsen medfører, at broen vil være lukket for trafik i cirka 30 nætter i februar og marts måned fra midnat til klokken fem om morgenen. Det er ikke muligt at passere broen i dette tidsrum.

– Det arbejde, der kræver lukning af broen, har vi valgt at lægge om natten. Det gør vi, fordi det er på dette tidspunkt, færrest trafikanter bliver generet, fortæller Shahriar Honar, projektleder i Vejdirektoratet.

Entreprenøren arbejder som udgangspunkt kun på hverdage. Entreprenøren kan dog blive nødt til at arbejde på broen i enkelte weekender.

Forebygger konsekvenser

Grunden til, at Aggersundbroen skal sikres mod skibsstød, er de omfattende konsekvenser, det vil have, hvis broen bliver alvorligt skadet af en påsejling.

– Hvis Aggersundbroen er lukket, skal trafikanter køre en stor omvej. Det vil have store samfundsmæssige konsekvenser, hvis det står på i en længere periode. Hvis broen er helt ødelagt, kan det vare år, inden Aggersund kan krydses igen, siger Shahriar Honar.

Relateret indhold